‘Ghostbusters: Frozen Empire’: Stortalent overstråler på ny veteranerne i festlig ’Ghostbusters’-fortsættelse
I år er det fire årtier siden, at kvartetten Bill Murray, Dan Aykroyd, Harold Ramis og Ernie Hudson for første gang tonede frem på det store lærred iført heldragter og proton packs for at fange spøgelser i New York i den første ’Ghostbusters’.
Ecto-1-mobilen og resten af franchisens rekvisitter og lore har siden været luftet et par gange med ’Ghostbusters II’ og 2016-rebootet af samme navn som originalen, men først med Jason Reitmans (søn af den nu afdøde instruktør på originalen, Ivan Reitman) glimrende, fjerde film ’Ghostbusters: Afterlife’ mærkede man den samme legesyge opfindsomhed og quirky humor, der gjorde originalen så magisk.
Når Hollywood i ny og næ genbesøger sine succesfulde filmserier, kører det ofte af sporet – se blot i retning af de nyeste ’Jurassic Park’-film, der er blevet skamferet til ukendelighed. Men med ’Afterlife’ fik Reitman og medforfatter Gil Kenan skabt en fin balance mellem nostalgisk fanservice og frisk worldbuilding med et nyt, stærkt karaktergalleri, centreret om Egon Spenglers (salig Harold Ramis) datter og børnebørn.
Derfor er der naturligvis landet en opfølger, ’Ghostbusters: Frozen Empire’, der heldigvis bygger videre på sin forgængers momentum, denne gang med Kenan i instruktørstolen, mens Reitman fortsat er medforfatter.
Efter begivenhederne i ’Afterlife’ har Callie Spengler (Carrie Coon), hendes to børn Phoebe (Mckenna Grace) og Trevor (Finn Wolfhard) og kæresten Gary (Paul Rudd) udskiftet bøhlandet i Oklahoma med New York City.
Her er de trådt til som nye Ghostbustere og har bosat sig i den ikoniske (og lidt faldefærdige) brandstation, mens de semipensionerede helte fra originalfilmen har udviklet et nyt laboratorium, hvor spøgelserne kan nærstuderes.
New York-borgmesteren Walter Peck (William Atherton) er dog stadig ikke vild med idéen om spøgelsesjægere i gaderne, men da en magtfuld kraft fra det hinsides truer byen på ny, må indbyggerne sætte deres lid til Spengler-familien og co., der må forsøge at stoppe deres modstander, inden en ny istid bryder løs.
Murray, Aykroyd og Hudson vender alle tilbage som Peter Venkman, Ray Stantz og Winston Zeddemore, og er man den mindste smule fan af originalen fra 1984, vil man (som jeg selv) sidde med et stort smil over hele femøren, når de aldrende stjerner undervejs indtager rampelyset.
Det er dog hverken Murray og co. eller altid sympatiske Paul Rudd, der trækker det tungeste læs i filmen, men derimod det spirende stortalent Mckenna Grace, der ligeledes leverede en blændende præstation i ’Afterlife’ som Phoebe. Her bygger Grace flot videre på Phoebes personlighed og gør
hende til en af de mere interessante karakterer i ’Ghostbusters’-filmene med en præstation, der overbevisende rammer både sårbarhed og handlekraft.
Der skal også lyde en ros til Reitman og Kenan for at give Grace stor plads i filmen, og hendes scener med Paul Rudds velmenende, men lidt famlende stedfar er kærlige og til tider oprigtigt rørende.
Filmens gennemgående familie- og fadertematikker giver desuden en ekstra klump i halsen med tanke på Ivan Reitmans bortgang i 2022.
De mange spøgelser er vellavede og finurligt designet, og selvom det kun er rigtigt uhyggeligt, hvis du er barn, skaber instruktør Kenan en festlig forestilling, hvor der også er plads til en række sjove gensyn med et par af originalens genfærd.
Humoren fungerer fint langt henad vejen, ikke mindst takket være Paul Rudd og det oprindelige holds komiske timing, men på samme tid lider manuskriptet af de samme børnesygdomme, som etteren demonstrerede.
Filmens store karaktergalleri gør beklageligvis også, at Finn Wolfhard og Carrie Coons karakterer, der fyldte meget i første ombæring, bliver marginaliseret, og filmens store skurk er til den generiske side.
Det forhindrer dog ikke ’Ghostbusters: Frozen Empire’ i at være en underholdende og festlig blockbuster.
Kort sagt:
Stortalentet Mckenna Grace overstråler de garvede franchise-veteraner med en flot og levende præstation i en vellykket ’Ghostbusters’-fortsættelse, der bygger videre på sin forgængers stærke udgangspunkt.