I går kunne det britiske tabloidmedie The Sun fortælle, at Aaron Taylor-Johnson er blevet tilbudt rollen som den næste James Bond.
Her skal det selvfølgelig straks nævnes, at nyheden ikke er bekræftet endnu, og Eonline skrev i går baseret på en anden anonym kilde, at han ikke havde fået tilbuddet endnu.
Men Bond-rygterne har længe cirkuleret om Taylor-Johnson, og det har tidligere været rapporteret, at 007-producer Barbara Broccoli har været endog rigtigt begejstret for skuespilleren, efter han aflagde en audition i 2022.
Nyheden har delt vandene på sociale medier – og en casting af James Bond vil nok altid dele vandene, både før og efter vi rent faktisk har fået den nye film at se.
Valget af Daniel Craig blev mødt med heftig kritik dengang, men forstummede overvejende, da ’Casino Royale’ først fik premiere. Så uanset hvad bør man holde igen med at fælde skråsikker dom, før man rent faktisk ved, hvordan den nye skuespiller sammen med den udvalgte instruktør og Bond-producerne rent faktisk har tænkt sig at udvikle historien og karakteren.
På papiret ligner Aaron Taylor-Johnson måske ikke det mest flashy eller revolutionerende bud. For eksempel ville en sort Bond (Regé-Jean Page og Idris Elba har længe været i rygtebørsen) unægtelig have vakt opsigt på en anden måde – tilsvarende hvis rollen gik til en stor rutineret stjerne som Cillian Murphy, Tom Hardy eller Henry Cavill, der tidligere er blevet nævnt.
Men alt dette kan sagtens vendes til Taylor-Johnsons fordel. Her er grundene til, at han kan vise sig at være et glimrende valg til at føre den hemmelige agent ind i en ny tid:
1. Han har en god alder
Aaron Taylor-Johnson fylder 34 år i midten af juni, så han vil nok være 35, når filmen skal optages og 36, når den kommer ud. Det er en ret perfekt alder at starte en Bond-æra. Sean Connery var 32, da han debuterede i rollen, og Daniel Craig var 38. Roger Moore var 45 som den ældste, og det er der nok ikke mange, der ønsker gentaget.
En alder i midt 30’erne giver god mulighed for at fortsætte i filmserien over en årrække. Daniel Craig var trods alt 51, da hans sidste film, ’No Time to Die’, kom ud, og meget ældre skal Bond helst ikke blive.
2. Han har erfaring …
Det er ikke verdens nemmeste opgave at indtage en af filmhistoriens mest ikoniske karakterer og deale med det fan- og mediehysteri, der følger med.
Men Aaron Taylor-Johnson er ingen vårhare. Han har været en del af Marvel-industrien med rollen som Quicksilver, og han har medvirket i store produktioner som ’Godzilla’, ’Tenet’, ’Bullit Train’, ’The King’s Man’ og den kommende ’The Fall Guy’. Det giver actionerfaring og hår på brystet i forhold til at håndtere det massive maskineri, en Bond-film er, både på settet og i lanceringen.
3. Men er ikke en kæmpe etableret stjerne
Når nogle har drømt om Hollywoods største stjerner til Bond-rollen, er det i virkeligheden misforstået. For Bond-rollen er aldrig blevet besat af en etableret A-lister, men af et lidt mere upåagtet navn, der kunne vokse i ét med smokingen og forme den i sit eget billede.
Daniel Craig var ikke ukendt, inden han blev Bond, men han var heller ikke en stjerne. Aaron Taylor-Johnson har måske et lidt mere opsigtsvækkende cv, men man skal nok stoppe en del mennesker på gaden for at finde nogen, der vil kunne huske hans navn ud fra et billede alene.
Han befinder sig med andre ord et rigtigt fint sted i karrieren til at rykke op i franchisesuperligaen. Ikke for kendt, ikke for ukendt.
Mon ikke Robert Eggers’ kommende ’Nosferatu’ i øvrigt vil få en tand mere opmærksomhed, hvis det står klart, at den kommende Bond har en birolle!?
4. Han har demonstreret charmen
Aaron Taylor-Johnson har som sagt været med i en række større produktioner, hvoraf få giver et klart vink med en vognstang om, at vi her står med en perfekt kommende James Bond. Der er langt fra den akavede Dave Lizewski i gennembrudsrollen i ’Kick-Ass’ fra 2010 til den overskudsagtige agent.
Men i David Leitchs fornøjelige actionfilm ’Bullet Train’ stjal Taylor-Johnson for alvor billedet som den hurtigsnakkende, sarkastiske lejemorder Tangerine, der var både charmerende og syg i hovedet. Og først og fremmest ikke uden humor.
Her viste briten en karisma og et overskud, som meget vel kan være et spændende forvarsel om, hvad han vil formå som Bond – hvilket da også var hovedårsagen til, at Soundvenues egen bondolog Alexander Grevy pegede på Taylor-Johnson som sin favorit tilbage i april sidste år.
5. Han er noget andet end Daniel Craig
Den næste James Bond skal ikke træde videre i Daniel Craigs fodspor. Craigs Bond er død, og nu skal figuren rebootes. Det har også været meldingen fra producer Barbara Broccoli.
Man har derfor været på udkig efter en skuespiller, der ville kunne bringe noget andet til bordet end den barske facade og det mørke indre, som var Craigs unikke take.
Hvad præcis Aaron Taylor-Johnsons vinkel på figuren er, er for tidligt at sige. Den vinkel vil naturligvis skulle udformes i tæt samarbejde med både producerne og de kreative kræfter, der endnu ikke er annonceret.
Men ud fra, hvad vi foreløbigt ved om skuespilleren, kan man forestille sig en version, der kører den mere ind på charme, humor og glimt i øjet, end hvad Daniel Craig repræsenterede.
6. Han er faktisk helt sin egen
Aaron Taylor-Johnson er ud fra alle beskrivelser hverken et gennemsnitligt menneske eller en generisk skuespiller. Den 33-årige mand er gift med den 57-årige instruktør Sam Taylor-Johnson, og de bor på landet i det fashionable Somerset i England med deres fire piger, hvoraf to af dem er teenagere fra Sams tidligere ægteskab.
Her passer han både grise og bier. Ifølge et portrætinterview i Esquire elsker han at kræse om sine kolleger med hjemmebag – velsmagende tærter og surdej! Eller med det citron-træ, som han købte til Bryan Tyree Henry på ’Bullet Train’-settet, så de kunne passe det sammen. Henrys karakter hed jo Lemon!
Et grounded menneske er ikke det værste udgangspunkt for en James Bond.
I Esquire-interviewet udtrykker han dog en vis træthed over for blockbusters, og han fravalgte i en periode mange kommercielle roller for at kunne være hjemme med sine små børn. »Den tøvende superstjerne«, lød overskriften på forsiden.
Den følelse skal han i hvert fald ud over, hvis han skal tage imod Bond-rollen. Og accepteret har han jo faktisk ikke endnu. The Sun skrev blot, at han havde fået tilbuddet.
Men mon ikke, det er svært at sige nej …