Spekulationerne har raset, om hvem der skulle indtage rollen som James Bond, siden det stod klart, at Daniel Craig ville slutte sin æra med ‘No Time to Die’.
Og nu skriver det britiske tabloidmedie The Sun, at 007-producerne Barbara Broccoli og Michael G. Wilson har truffet deres beslutning. De har valgt Aaron Taylor-Johnson som den nye Bond.
Den 33-årige britiske skuespiller har længe figureret på favoritlisterne til rollen, og The Sun citerer »insidere« for, at han nu har fået tilbuddet, og at man venter på hans svar i håb om, at man snart kan komme med en annoncering.
Her er seks grunde til, at Aaron Taylor-Johnson er en lovende James Bond.
Allerede i 2022 skrev selvsamme The Sun, at Taylor-Johnson havde været til en casting i Pinewood Studios hos Barbara Broccoli, som havde været begejstret.
Skuespilleren slog igennem i ‘Kick-Ass’ og har siden haft roller i film som ‘Nowhere Boy’, ‘Godzilla’, ‘Nocturnal Animal’, ‘Avengers’ (som Quicksilver), ‘Tenet’ og ‘Bullet Train’.
Et manuskript til den kommende 007-film skulle være undervejs efter forsinkelser på grund af sidste års strejke i Hollywood.
Hvilket take på franchisen vi kan vente os, vides endnu ikke, men der vil være tale om et reboot efter karakterens drastiske udgang i Daniel Craigs sidste film.
Aaron Taylor-Johnson vil være en af de yngre hemmelige agenter. George Lazenby var dog 29 i sin ene film som Bond, og Sean Connery var 32 første gang. Daniel Craig var 38, da ‘Casino Royale’ kom ud.