Der er nogle nyhedshistorier, der er så legendariske, at de sætter et aftryk på vores nethinder og bliver popkulturelle fænomener, baseret på deres chokværdi eller meme-potentiale alene.
Sådan et var BBC-journalisten Emily Maitlis’ interview med prins Andrew. I 2019 blev prinsen på landsdækkende tv konfronteret med sit venskab til sexforbryderen Jeffrey Epstein. Håbet fra prinsen var, at han kunne gøre sine hoser grønne og eliminere alle anklager om tilknytning til Epstein og deltagelse i hans sexfester.
Interviewet blev dog alt andet end den håndvaskning, som prins Andrew havde håbet, og i stedet endte prinsens omdømme med at blive væsentligt værre efter interviewet. Omvendt blev samtalen et karrieredefinerende øjeblik for Emily Maitlis, der danner omdrejningspunktet i den nye Netflix-film ’Scoop’, hvis trailer netop er kommet.
Her får vi et indblik i, hvor hårdt journalisterne kæmper for at stable mastodontinterviewet på benene, samt hvor meget der er på spil for de involverede parter. Maitlis spilles af Gillian Anderson, mens prins Andrew spilles af Rufus Sewell.
Det tyder på, at der er lagt op til et storladent drama, når instruktør Philip Martin, der har syv episoder af den lignende serie ’The Crown’ på CV’et, kaster sig over fortællingen om det skandaleombruste interview.
‘Scoop’ har premiere på Netflix 5. april