‘Road House’: 80’er-remake med Jake Gyllenhaal og Conor McGregor er mere underholdende end sammenhængende
En af mine personlige favoritter fra 80’erne er ‘Road House’, der handler om udsmideren Dalton, der arbejder på baren The Double Deuce. Jeg husker filmen som både underholdende og småromantisk – og Patrick Swayze som perfekt castet i hovedrollen, blandt andet over for legendariske Sam Elliott.
Om filmen kan stå distancen ved et gensyn, er jeg ikke helt sikker på, men det stak alligevel lidt i hjertet, da det blev annonceret, at der ville komme en genindspilning.
Det er dog groft sagt kun filmens titel og hovedpersonens navn og erhverv, der er tilbage fra originalen i Doug Limans remake. Når filmen er slut, har man helt glemt, at den på nogen måde skulle have relation til 80’er-versionen.
Det gør derfor heller ikke helt så ondt som frygtet, når de flere steder fucker det op.
Den tidligere MMA-kæmper Dalton (Jake Gyllenhaal) tjener sine penge på undergrundsmatches, hvor han uden folks viden stiller op til kamp. Når så folk opdager, hvem han er, nægter de at kæmpe, og pengepræmien tilfalder Dalton.
Efter en kamp har han pisset nogle mennesker af, der efterfølgende overfalder ham. Scenens eneste funktion er at fremstille Dalton som et overmenneske, da en af mændene stikker ham i maven med en kniv.
Det vækker minder om scenen i ‘Terminator 2’, hvor Schwarzenegger på baren i filmens start ligeledes knivstikkes. I begge tilfælde kommer ingen rigtigt til skade. I ’T2’ giver det mening. I Daltons tilfælde virker det unødvendig urealistisk, at hans eneste reaktion er en spydig oneliner om, at overfaldsmanden ikke havde tænkt handlingen igennem.
Således introduceres hovedpersonen Dalton med en lille reference til den udødelige terminator. Det viser sig ikke at være filmens eneste hilsen til Schwarzeneggers ikoniske rolle.
Efter overfaldet dukker Frankie (Jessica Williams) op og tilbyder Dalton et job som udsmider på hendes bar Roadhouse på Key West i Florida. Han takker først nej, men … ændrer selvfølgelig mening.
Da han ankommer til byen, tager lokalbefolkningen godt imod ham. Heriblandt boghandleren Stephen (Kevin Carroll) og hans charmerende unge datter Charlie (Hannah Love Lanier) – filmens måske mest elskelige karakter. Relationen mellem Charlie og Dalton etableres elegant, men selvom den føles ægte, bliver det aldrig helt så rørende, som der lægges op til.
Den populære bar har problemer med rigmanden Ben Brandt (Billy Magnussen), der skal bruge ejendommen til at færdiggøre et stort byggeprojekt, som hans far – der nu sidder i fængsel – har startet.
Brandt sender en gruppe håndlangere til Roadhouse for at skræmme ejerne væk. Det er dog en smal sag for Dalton at håndtere de fem-seks småbøvede ballademagere, der ender med brækkede arme og hjernerystelser. Dalton, der ikke ønsker yderligere problemer, viser sig fra sin gode side og kører selv sine ofre på skadestuen. En komisk måde at vise Daltons medmenneskelighed.
Men efter et mislykket drabsforsøg på Dalton får Brandt uventet og uønsket hjælp ude fra, da hans far fra fængslet har tilkaldt Knox, der spilles af tidens måske største MMA-stjerne, Conor McGregor. Det leder til næste terminator-reference. Første gang vi ser Knox, kommer han nøgen ud fra en bygning og går gennem gaden, til han finder en, hvis tøj han kan lide, og stjæler det på brutal vis.
Mere stereotypt kan vores helt og skurk næppe fremstilles.
Heldigvis har McGregor fået en rolle, der ikke kræver andet end at spille en karikeret udgave af Schwarzenegger. Mere substans ville hans skuespilevner nok heller ikke kunne trække. Han bevæger sig rundt med et konstant dumt smil, der skal fremstille ham som psykopat, men bare gør ham svær at tage seriøst.
Ideen om at bruge MMA-stjernen giver selvfølgelig mening, Daltons fortid taget i betragtning. Men har man set en MMA-kamp, ved man, hvor voldsomt det kan være, når to mænd kæmper mod hinanden mere eller mindre uden regler. Det er derfor frustrerende, at man forfalder til kampscener, der er brutale, men alt andet end realistiske. Koreografien skinner alt for tydeligt igennem hver eneste gang.
Efter introduktionen af Knox skifter ’Road House’ gear og bliver rendyrket action. Det gør, at man næsten glemmer, hvad filmen egentlig handler om. Hævn, eksplosioner, flyvende både og banale skurke stjæler billedet, mens de relationer, der fint blev etableret i starten, stort set forsvinder.
Det ville have klædt Doug Limans film med en bedre fusion af de mange elementer.
Kort sagt:
‘Road House’ vil hylde klassisk action, være rørende drama og rå realisme på samme tid, men ender som en retningsløs, om end underholdende, affære.