Hvis man stadig ikke har forliget sig med, at hitserien ‘Succession’ nåede sin afslutning sidste år, er der godt nyt fra ‘Big Little Lies’-skaberen David E. Kelley.
Den Emmy-vindende manuskriptforfatter, der også har ‘The Undoing’ og ‘Love & Death’ på cv’et, er nemlig snart aktuel med en miniserie, som emmer lidt af ‘Succession’ – med magtkampe, kække kommentarer og en desperat rigmand i centrum.
‘A Man in Full’ er titlen på det nye komediedrama på Netflix, der netop har fået sin første trailer, skriver Deadline.
Serien er baseret på Tom Wolfes roman af samme navn og følger en den ældre ejendomsgigant Charlie Croker, der er på randen af konkurs. Både politiske og forretningsmæssige interesser støder sammen, da Charlie forsøger at forsvare sit imperium fra alle dem, der vil udnytte hans snarlige fald.
Hovedrollen spilles af Jeff Daniels. Han får selskab af blandt andre Bill Camp, Tom Pelphrey, Diane Lane, Lucy Liu, William Jackson Harper, Aml Ameen, Sarah Jones, Jon Michael Hill og Chanté Adams.
Regina King (‘One Night in Miami’) og Tommy Schlamme (‘Under the Banner of Heaven’) har instrueret tre afsnit hver.
‘A Man in Full’ lander på Netflix 2. maj.