En femte ‘The Matrix’-film på vej med ny instruktør ved roret

En femte ‘The Matrix’-film på vej med ny instruktør ved roret
Keanu Reeves som Neo i 'The Matrix'. (Foto: PR)

Efter ‘The Matrix Ressurections’ fra 2021 fik vi at vide, at der ikke var flere film på vej i Lana og Lilly Wachowskis ikoniske sci-fi-univers. Men det er der nu.

Ifølge Deadline er en femte ‘The Matrix’-film i serien nemlig i støbeskeen. For første gang i franchisens historie (hvis ikke man medregner anime-antologifilmen ‘The Animatrix’) skal den ikke instrueres af en Wachowski-søster.

I stedet er Drew Goddard tilknyttet som både instruktør og manuskriptforfatter på projektet. Han har tidligere skrevet manus til ‘The Martian’, ‘Cloverfield’ og ‘World War Z’ samt både instrueret og skrevet ‘The Cabin in the Woods’ og ‘Bad Times at the El Royale’.

Goddard henvendte sig selv til rettighedshaverne Warner Bros. med sit bud på en femte ‘The Matrix’-film.

»Drew kom til Warner Bros med en ny idé, som vi alle tror ville være en utrolig måde at fortsætte ‘Matrix’-verdenen på, ved både at hædre, hvad Lana og Lilly begyndte for over 25 år siden og tilbyde et unikt perspektiv baseret på hans egen kærlighed til serien og karaktererne«, udtaler Jesse Ehrman, Warner Bros Motion Pictures’ produktionschef til Deadline.

»Hele teamet hos Warner Bros Discovery er begejstrede for, at Drew skal lave denne nye ‘Matrix’-film, der føjer hans vision til den filmiske kanon, som Wachowski’erne brugte et kvart århundrede på at bygge her hos studiet«.

Drew Goddard sætter også ord på projektet:

»Det er ikke en overdrivelse at sige, at ‘The Matrix’-filmene ændrede både filmkunsten og mit liv. Lana og Lillys udsøgte kunstneriske evner inspirerer mig på daglig basis, og jeg er yderst taknemmelig for chancen for at fortælle historier i deres verden«, siger instruktøren til Deadline.

Lana Wachowski, som var alene om instruktørtjansen på ‘The Matrix Ressurections’, er denne gang tilknyttet som executive producer.

Det er endnu ingen information om, hvad vi kan forvente os af historien, eller om det oprindelige cast vender tilbage til universet. Man kunne dog godt forestille sig, at filmen kommer til at følge nogle nye karakterer sat i samme science fiction-verden.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af