’Parasyte: The Grey’: Sydkoreansk monsterserie på Netflix giver et stort, dumt smil over hele ansigtet
Det er efterhånden et rotteræs at stikke ud blandt hoben af Netflix-serier. Specielt for sydkoreanske produktioner, der efter ’Squid Game’ smides på platformen i flæng – og da især for liveaction-mangaadaptationer, som på sine bedste dage har et blakket ry.
Smid oven i hatten, at instruktør og showrunner Yeon Sang-hos alien invasions-serie ’Parasyte: The Grey’ blot er én vokal fra at dele navn med Bong Joon-hos mesterværk, og du har opskriften på en serie, der er dømt til at dø i obskurhed.
Men lad det nu ikke gå så grelt til. For fra første øjeblik udruller ’Parasyte: The Grey’ de tunge skyts, da en tilfældig koncertgæst pludselig åbner ansigtet i et inferno af kødfyldte tentakelknive, som flår de andre gæster til plukfisk.
Så er scenen ligesom sat til grusom bodyhorror og fandenivoldsk action for alle pengene.
Det mystiske væsen er en alien-parasit, der graver sig ind i menneskets hjerne og viser sig som en lotusblomst af død og ødelæggelse, hvor værtens ansigt engang var.
Forlægget, som serien er baseret på, er japansk, og ’The Grey’ agerer som en spinoff med originale karakterer. En militær specialenhed kaldet The Grey er sat ind i byen Namil, hvor parasitterne har samlet sig under kirkefællesskabet Saijin. Alt imens kæmper mutanten Jeong (Jeon So-nee) med sine nyvundne kræfter, da hun opnår et symbiotisk forhold til sin uvelkomne snylter.
Fordi parasitternes kræfter og ophav er ukendte, formår serien at overraske og underholde fra start til slut af sin fornuftigt korte spilletid på blot seks afsnit.
Samtidig finder Yeon Sang-ho tilbage til sine vilde og voldsomme actionsekvenser fra zombiebaskeren ’Train to Busan’ efter sit rædderlige ’Ghost in the Shell’-knockoff ’Jung_E’.
Kameraet holdes i konstant bevægelse under de intense kampe, der både involverer biljagter, skudtræfninger på en trafikeret bro og bidske tentakel-til-tentakel-dueller imellem Jeong og de andre parasitter.
Det er som at se Paul Greengrass’ viltre klippestil fra ’Bourne’-efterfølgerne konfrontere de makabre monstrøsiteter fra Carpenters ’The Thing’.
Som sidstnævnte formår monstereffekterne i ’Parasyte: The Grey’ at imponere gennem en fornuftig blanding af praktiske og digitale effekter. Iderigdommen er stor, som da et af de ækle væsner strækker sin kødmasse til et øje på en stilk, der går på udkig efter sit bytte.
Så kan det lige tolereres, at det menneskelige drama forbliver relativt uengagerende. Karaktererne blotlægger gang på gang hinandens bevæggrund og følelsesliv uden nogen større indlevelse, og det er i stedet de konstant skiftende alliancer, der holder interessen i kog.
Historiens større pointe om at finde glæde igennem organisationerne, som man er en del af, er også til at overse. På den vis lever serien ikke just op til sin næsten-navnebrors eksempel.
På den anden side er der ingen i ’Parasite’, hvis ansigt transformeres til en blækspruttelignende dødsmaskine. Såeh altså …
Kort sagt:
Melodramaet vækker ingen stærke følelser i sydkoreansk alien-invasions-serie, der i stedet skal ses for sine vilde specialeffekter og fremragende actionsekvenser.