Mens første sæson af ‘House of the Dragon’ i det store hele var stilhed før storm, er der lagt op til den helt store borgerkrig i drageland, når den populære serie vender tilbage.
Den nye officielle trailer for sæson 2 er landet, og her er det ikke længere vinteren, der snart kommer. Det er krigen.
Skakbrikkerne er nu sat i scene, og de bærende Targaryens, spillet af blandt andre Matt Smith, Olivia Cooke og Emma D’Arcy, synes klar til at bekrige alt og alle og først og fremmest hinanden.
Danske Amanda Collin er på rollelisten, men vi ser hende desværre ikke i traileren.
Med traileren er det også annonceret, at ‘House of the Dragon’ sæson 2 får premiere 17. juni i Danmark. Det sker på tjenesten, der i næste uge skifter navn fra HBO Max til Max.