Hverken ‘Game of Thrones’ eller spinoff-serien ‘House of the Dragon’ skorter på sexscener. Alligevel er der er åbenbart også sexscener, som ikke klarer cuttet.
Olivia Cooke ærgrer sig nemlig over, at en specifik sexscene, hun optog til anden sæson af ‘House of the Dragon’, ikke kom med i sidste ende. Det fortæller hun ifølge Indiewire i et nyt interview med Elle i anledning af sæsonpremieren.
»Den var fucking rodet. Det var ikke smukt, og det var virkelig sjovt at lave«, fortæller skuespilleren bag Alicent Hightower om sexscenen, som hun også kalder »kødelig« og »dyrisk«.
Showrunner Ryan J. Condal endte dog med at klippe scenen ud, forklarer Cooke: »Jeg tror, Ryan sagde, vi ikke lærte noget nyt om karaktererne, hvilket jeg er en smule uenig i, men det er okay. Det er hans serie«.
Første afsnit af anden sæson ‘House of the Dragon’ fik premiere i mandags på Max.