’House of the Dragon’ sæson 2: Nu går ‘Game of Thrones’-spinoffen amok … eller gør den?

’House of the Dragon’ sæson 2: Nu går ‘Game of Thrones’-spinoffen amok … eller gør den?
'House of the Dragon' sæson 2. (Foto: HBO)

Nu går det løs. Sådan har de fleste nok tænkt op til anden sæson af ’House of the Dragon’.

Den populære ’Game of Thrones’-spinoffs første sæson var velskrevet og spændende, men brugte også rigtigt meget tid på at bygge karaktergalleriet og dramaet op frem mod Targaryen-familiens ventede borgerkrig om Jerntronen – med Dronning Rhaenyra på den ene side og unge Kong Aegon på den anden.

Oven på første sæsons dramatiske cliffhanger-slutning, hvor hævngerrige og overmodige Prins Aemond kom til at slå Rhaenyras søn, Prins Lucerys, ihjel, burde der være lagt i kakkelovnen til, at sæson 2 starter med et krigslystent brag. Efter 10 timers optakt venter nu belønningen.

På den front skuffer ’House of the Dragon’ desværre i de første fire afsnit, som anmelderne har haft til rådighed før premieren. Fantasyeposset bruger nemlig fortsat timevis på at opbygge spænding, før den imødesete krig, sidenhen kendt som Dance of the Dragons, for alvor kan skydes i gang.

‘House of the Dragon’ sæson 2. (Foto: HBO)

Anden sæson samler trådene op kort efter Lucerys’ død, hvor både Det grønne råd og Det sorte råd bag henholdsvis Aegon og Rhaenyra famler efter fælles retning.

Rhaenyra er til at starte med helt fraværende. Tynget af sorg flyver hun hvileløst Westeros rundt på sin drage, som kunne det bringe sønnen tilbage til livet. Da hun endelig vender tilbage til Dragonstone og begynder at se strategisk klart igen, er opbakningen til hende ikke så stor som forventet – særligt ikke fra hendes egenrådige ægtemand Daemon, som allerede i slutningen af sæson 1 nægtede at lytte til hendes befalinger.

Splittelse er der også nok af i King’s Landing, hvor nyligt kronede Aegon langt fra regerer med samme omtanke som sin kompromis- og fredssøgende far, Viserys. Den unge konge er demonstrativt på tværs over for Hånden Otto Hightower, moren Alicent og resten af kongerådets strateger. I stedet lader han sig påvirke af den evigt småirriterende leder af Kongens Garde, Criston Cole, der er fortaler for hurtige, væbnede angreb i stedet for diplomati og tålmodighed.

‘House of the Dragon’ sæson 2. (Foto: HBO)

Netop tålmodighed må ’House of the Dragon’s publikum imidlertid væbne sig med. I de tre første afsnit af den nye sæson har man følelsen af, at seriens manuskriptforfattere skal have seerne igennem en række mellemregninger og lidt unødvendigt fyld, før krigen endelig går i fuldbyrdet udbrud.

Det hjælper ikke på denne følelse, at nogle af de mest dramatiske og blodige sekvenser i disse afsnit – for de forekommer trods alt stadig – er affødt af karakterernes knap så velovervejede idéer og frustrerende fejltrin.

Det bringer mere værdi til oplevelsen, når ’House of the Dragon’ bruger stilheden før stormen til at åbne fantasyuniverset yderligere op med smukke totalbilleder og en lille håndfuld nye miljøer. For eksempel giver det varme minder til ’Game of Thrones’, da første afsnit begynder med et kort visit til The Wall og The Night’s Watch i nord, hvor en karakter sågar siger de velkendte ord: »Winter is coming«.

‘House of the Dragon’ sæson 2. (Foto: HBO)

Til gengæld får man også dårlige minder om moderseriens sidste sæson, når ’House of the Dragon’s karakterer lidt for nemt kan bevæge sig hundredvis af kilometer, på hvad der virker som meget kort tid.

Trods belejringer og koldkrigstilstande i Westeros kan dele af hovedcastet åbenbart rejse sig næsten frit frem og tilbage mellem Dragonstone og King’s Landing uden at blive opdaget. Nok gemmer Flea Bottom og Red Keep på mange hemmelige kroge og smutveje, men det virker alligevel påfaldende ligetil at komme ind ad uspecificerede bagveje.

Vi skal hen til fjerde afsnit, før krigen omsider virkelig eskalerer – med flotte og storladne krigsscener, drager i kamp, overraskende drejninger og pludselige dødsfald. Endelig synes Targaryen-familiens (selv)destruktive krig at sprede dragevingerne ud.

Hvor første sæson understregede magtens byrde og de livsomvæltende ofre, man må tage for at regere Westeros, fokuserer anden sæson meget passende på de store menneskelige tab ved meningsløs krigsførelse.

‘House of the Dragon’ sæson 2 (Foto: HBO)

Enkelte fraktioner af riget begynder nemlig efter mange års uvenskab – som ingen efterhånden kan huske årsagen til – at bekrige hinanden, uden Rhaenyra og Aegons direkte indblanding. Efterfølgende dvæler serien ved de overvældende store bunker af faldne soldater, som Aegon i de kongelige gemakker mindes med et uinteresseret skuldertræk.

Der er højst sandsynligt flere krigsscener og endnu flere mennesketab på vej i anden halvdel af sæson 2, som forhåbentlig spiller mere med musklerne end hidtil.

Showrunner Ryan J. Condal har i hvert fald lovet sekvenser, der »overgår alt« fra sæson 1.

Men før det skal de indledende afsnit altså lige overstås.


Kort sagt:
Anden sæson af ’House of the Dragon’ starter desværre lige så langsommeligt som sæson 1. Efter mere end tre timers opbygning kommer dog en af de imødesete, flotte krigsscener, som forhåbentlig fører flere med sig.

Anmeldt på baggrund af sæsonens fire første afsnit.

’House of the Dragon’ sæson 2. Serie. Hovedforfattere: George R.R. Martin, Ryan J. Condal. Medvirkende: Emma D’Arcy, Matt Smith, Olivia Cooke, Tom Glynn-Carney, Ewan Mitchell. Spilletid: 8 afsnit á 55-70 min. Premiere: 17. juni på Max.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af