I går formiddags gav Københavns Byret DR grønt lys til at vise den omdiskuterede dokumentar, som omhandler sexisme i musikbranchen. En dokumentar som Martin Brygmann har forsøgt at få stoppet i retten.
Dokumentaren vil blive sendt uforandret på DR i morgen mandag.
I går aftes drog den 61-årige musiker og skuespiller til tasterne og fortalte sin egen udgave af sagen i et opslag på Facebook.
Brygmann nævner i opslaget blandt andet, at den offentlige sag mod DR, var et tegn på, at han ikke var ude at skjule sig selv eller noget.
Og til trods for, at Brygmanns navn ikke fremgår direkte i dokumentaren, vil indholdet »ikke efterlade nogen tvivl om, at det er mig, det handler om, ved en simpel søgning på internettet«, skriver han.
Opslaget retter direkte kritik mod DR og ImpactTV, som står bag dokumentaren, mens den danske entertainer også beskriver pressevinklingen som »manipulerende«.
I opslaget skriver Brygmann blandt andet:
»Nogle vil helt sikkert kalde mig for en boomer med boomer-humor. For tiderne har virkelig ændret sig. Hvad der var sjovt for 10-20-30 år siden, opleves anderledes og mere bogstaveligt i dag«.
»Jeg har været blind for, at min ofte platte og flirtende humor, som er en del af mig både fagligt og privat, kunne opfattes anderledes og grænseoverskridende«.
Brygmann skriver, at han altid har sagt undskyld, hvis nogen har syntes, at hans ord eller opførsel har været grænseoverskridende, og skriver afslutningsvis, at man kan kontakte ham direkte på mail, hvis det har været tilfældet.