’Borderlands’: Pivringe Hollywood-film bomber spiladaptationer 10 år tilbage
Det er næppe gået nogens næse forbi, at spiladaptationer er det nye sort i film- og serieverdenen.
Tv-formatet har vist sig som et ideelt medie til at adaptere diverse videospils glimrende historier. ’Arcane’, ’Fallout’, ’The Last of Us’ og til dels ’Halo’ er alle skoleeksempler.
På filmfronten har det til gengæld altid med kvaliteten og den generelle fornemmelse for de interaktive forlægs potentiale. I nyere tid skal man blot rette blikket mod dødssejlere som ’Hitman: Agent 47’, ’Warcraft’, ’Assassin’s Creed’ og ’Uncharted’ for at komme til den konklusion, at filmstudierne primært anser spilgiganternes produkter som malkeklare cash cows.
Det er en skam, især når man er fan af spillene og gerne vil se dem blive retfærdigt behandlet. Og her er der dårligt nyt til de mange fans af looter-shooter-spillene ’Borderlands’, der nu har fået en filmadaptation med Cate Blanchett, Kevin Hart og Jack Black i front.
Filmen har været undervejs i næsten et årti. Craig Mazin (‘The Last of Us’, ‘Chernobyl’) var oprindelig annonceret manusforfatter, men har siden afvist, at han har noget med det færdige manuskript at gøre (hvilket nok er et ganske fornuftigt karrieretræk), og i alt skulle hele 9 (!) forfattere have været omkring filmen. Og så blev instruktør Eli Roth sidste år erstattet af Tim Miller (’Deadpool’), der blev hyret ind til en række reshoots, da Roth skulle påbegynde en anden produktion.
Den slags historik er ikke just et godt udgangspunkt for en film, og ‘Borderlands’ er da også en pivringe og uoriginal sci-fi-film.
Vi møder dusørjægeren Lilith (Cate Blanchett), hvis tilværelse primært består af at indfange forbrydere og skrabe findelønnen sammen. Da hun bliver headhuntet af den magtfulde Atlas (Edgar Ramírez) til en opgave, der handler om at finde hans forsvundne datter, bliver hun tvunget til at rejse tilbage til sin kaosramte hjemplanet, Pandora.
Her flokkes såkaldte vault hunters til i jagten på de skjulte skattekamre, hvor henlagte rigdomme og teknologier fra et oldgammelt folk, Eridians, er efterladt, mens planeten også hærges af giftig forurening og et hav af kødædende mutanter.
På Pandora møder Lilith et spøjst slæng bestående af teenageren Tiny Tina (Ariana Greenblatt) med hang til sprængstoffer, hendes beskyttende storebror Krieg (Florian Munteanu), elitesoldaten Roland (Kevin Hart), den excentriske videnskabskvinde Patricia Tannis (Jamie Lee Curtis) og den enerverende og snaksalige robot Claptrap (Jack Black).
Da det viser sig, at de har et fælles mål, slår Lilith sig sammen med den brogede skare i håb om at finde den forsvundne datter, som måske også er nøglen til Pandoras hemmeligheder.
Filmen har fået en PG-13-rating i USA, da folkene bag (herunder Avi Arad, der også var producer på ’Uncharted’) gerne vil så bredt ud som muligt.
Problemet er så bare, at ’Borderlands’-spillenes tone og atmosfære er røget i svinget. En R-rating havde passet langt bedre, men film med grovkornet humor og overdreven vold sælger jo ikke … Vel? … (hej, ’Deadpool’).
Filmen lider under sit pinligt usjove manuskript. Eli Roth og Joe Crombie er ganske vist krediterede forfattere på filmen, men man fornemmer tydeligt, at historien har været gennem flere hænder. Lorte- og pisjokes samt klichéfyldte oneliners serveres ad libitum, og humoren er så fladpandet, at man skal have ædt en hel plade chokolade eller være omkring 10-års-alderen for at fremstamme et fjoget smil.
Castingen er også en pose blandede bolsjer. Kevin Hart er et kæmpe fejlskud som Roland og minder egentlig bare om en lidt mindre fjollet udgave af alle andre karakterer, han nogensinde har spillet. Roland er han i hvert fald ikke.
Blanchett og Greenblatt gør deres bedste som Lilith og Tiny Tina, men bliver tynget af filmens found family-trope, hvor der lidt for tydeligt er skelet til ’Guardians of the Galaxy’-franchisen. Jack Black er omvendt et glimrende valg som Claptrap med en stemme og energi, der minder meget om spillets version, men igen spænder manuskriptet ben for ham.
Filmen ser egentlig ganske fin ud visuelt – især under de tidlige scener på Pandora – men det er aldrig nok til at løfte oplevelsen nævneværdigt. Lad os i stedet bede til de højere magter om, at Wes Ball giver os en vellykket ’The Legend of Zelda’-adaptation inden længe.
Vent, er Avi Arad også producer på den film?
Nevermind …
Kort sagt:
Efter nogle lovende år med flere fremragende tv-serier byggende på videospil bomber Hollywood atter spiladaptationerne 10 år tilbage i tiden med en komplet forglemmelig og humorforladt fortolkning af ’Borderlands’-spillene.