»Det ligner det perfekte farvel«, skrev Soundvenues anmelder Peter Kruse Dam Jensen sidste år om sæson tre af ‘Ted Lasso’. Nu peger alt imidlertid på, at Apples populære fodboldkomedie bliver forlænget med en fjerde sæson.
Ifølge Deadline er studiet bag serien, Warner Bros. Television, i gang med at sikre sig kontrakter med de faste skuespillere til en ny sæson. De britiske skuespillere Hannah Waddingham (klubejer Rebecca Walton), Brett Goldstein (Roy Kent) og Jeremy Swift (Leslie Higgins) har allerede skrevet under.
Nu mangler studiet så at lave ny aftaler med de amerikanske skuespillere, som er under en anden fagforening, SAG-AFTRA.
Det må forventes, at hovedrolleindehaver Jason Sudeikis allerede har tilkendegivet, at han er klar på mere ‘Ted Lasso’. Ifølge Deadline regner man ydermere med at tilknytte Brendan Hunt (Coach Beard) og Juno Temple (Keeley Jones). Phil Dunster, der spiller Jamie Tart, forventes ikke at blive tilknyttet sæson fire på grund af en allerede fyldt kalender.
Sæson fire er i et tidligt udviklingsstadie og manuskriptet er derfor endnu ikke skrevet. Hvis alt går vel, vil man kunne gå i optagelse i starten af 2025, melder Deadline.
Hidtil har ‘Ted Lasso’ været lidt af en prissluger. Seriens tre sæsoner har samlet modtaget hele 61 Emmy-nomineringer, hvoraf det er blevet til 13 statuetter.