’Føreren og forføreren’: Tysk film kaster nyt lys over Joseph Goebbels, mens de virkelige holocaustbilleder ryster én i krop og sjæl
Instruktør Joachim A. Lang er godt klar over, at det – specielt i Tyskland – er kontroversielt at lave en Anden Verdenskrigsfilm med fokus på de ultimative skurke: Hitler og hans trofaste propagandaminister Joseph Goebbels.
Så han starter med at erklære filmens formål ret eksplicit i tekst: Det er nødvendigt at lære om, hvem de var, og hvordan de opererede for at forstå, hvad der skete dengang.
Hvordan får man opbakning til at kunne udføre så enorm en forbrydelse som holocaust? Og afledt deraf: Hvordan undgår man det i fremtiden?
»Det skete, og derfor kan det ske igen«, som Auschwitz-overleveren og forfatteren Primo Levi siger til sidst i filmen.
’Føreren og forføreren’ fokuserer på Goebbels i perioden 1938 til 1945, fra optakten til invasionen af Polen og slutningen af den europæiske krig i Berlin.
Før Hitler træffer beslutningen om at starte krigen, nyder den magtfulde Goebbels, spillet med et glat smil af Robert Stadlober, godt af sit jerngreb om de tyske medier.
På den ene side er han iscenesat som den titulære forfører, der bruger sine egne propagandaprincipper til at charmere yngre kvinder end hans hjemmegående hustru, den stolte Hitler-fanatiker Magda, spillet af Franziska Weisz.
På den anden side giver hans position i toppen af medie- og underholdningsbranchen ham mulighed for at love guld og grønne skove til sangere og skuespillere, der ikke har hørt om #MeToo. Det udvikler sig til både en personlig krise for Goebbels og et statsanliggende, da han forelsker sig i den tjekkiske sanger Katia Baarova og vil skilles fra Magda.
De evigt rygstikkende topnazister synes, at hun er for slavisk, og Hitler selv er stærkt investeret i familien Goebbels som et forbillede for tyske familier, der ikke må slå sprækker.
Magda og Joseph bliver altså beordret til at blive sammen af Hitler, der selv virker endog meget optaget af Magda, men herefter skifter filmen fokus fra trekantsdramaet til Goebbels’ professionelle virke.
Som propagandaminister gennem hele krigstiden har han ansvaret for at sikre folkets opbakning til enhver beslutning, Hitler tager. Efter at have opbygget en fortælling om det tredje rige som fredens højborg i førkrigsårene skal han pivotere til at overbevise befolkningen om, at krigen er nødvendig og rigtig. Ligeledes skal han både sælge en fredsaftale og en krig med Sovjetunionen.
Hans metode bygger på jøderne som syndebukke, uendelige gentagelser af det aktuelle budskab og skruppelløse løgne.
»Jeg bestemmer, hvad sandheden er«, som han siger.
Den sandhed bliver udbasuneret i alle medier. Aviser, radio, den faste ugerevy i tv og selvfølgelig film.
Lang vælger at vise rigtige klip fra nogle af de mest velkendte propagandafilm, men giver dem en tydelig kontekst.
Mange har sikkert uhyggelige billeder af manisk entusiastiske tyske folkemængder, der hylder Hitler, printet på nethinden. ’Føreren og forføreren’ understreger, hvor orkestrerede de billeder var. Med bus blev folkemængder kørt fra sted til sted for at byde deres leder velkommen med specifikke instruktioner om, hvordan de skulle opføre sig.
Goebbels brugte folket som et redskab til at skabe den fortælling om nazismens ustoppelige kraft, personificeret i Hitler, som han kalder »Hitler-myten«.
Men på trods af at han kender til alle løgnene, er han stadig dybt investeret i fortællingen, helt frem til det endegyldige nederlag, hvor han overtager styringen af riget efter Hitlers selvmord i én dag, indtil han og Magda dræber deres børn og hinanden.
Selv dér har han en overbevisning om, at han nu lægger sidste hånd på det, der i hans forstyrrede sind er en form for værk.
På det tidspunkt er man gennemrystet af den myrekrybfremkaldende ondskab og de autentiske billeder af de mest forfærdelige ting, man kan forestille sig. Bunker af udsultede lig i lejrene. Rækker af nøgne, gravide kvinder, der venter på at blive henrettet.
Filmen forsøger altså at belyse Goebbels med billeder, han ikke selv har fremstillet, men den lykkes kun delvist.
Det vil altid være svært at blive klog på så voldsom grusomhed, men med fokusset på krigsperioden og Goebbels’ professionelle beslutninger lærer man ham aldrig rigtigt at kende, som man måske ville med et blik tilbage på hans opvækst eller et mere fast holdepunkt i hans voksne familieliv.
Flere film i disse år placerer ansvaret for holocaust. ’Wanseekonferencen’ og ’The Zone of Interest’ fokuserer begge på nazister frem for ofre eller helte, og ingen af de tre handler om soldater og action, men der er plads til dem alle og flere til.
Som forberedelse til at anmelde ’Føreren og forføreren’ så jeg noget af periodens nazipropaganda på nettet, hvor kommentarsporene desværre gjorde det klart, at sandheden om holocaust i den grad tåler at blive gentaget.
Kort sagt:
’Føreren og forføreren’ lykkes delvist med at kaste nyt lys over Joseph Goebbels som nazisternes propagandaminister, mens den ryster seeren i krop og sjæl med autentiske billeder af holocausts ofre.