Når julefilmene i den kommende tid strømmer ind på Netflix, vil én af dem skille sig gevaldigt ud.
Den nye Netflix-thriller ‘Carry-On’ aflyser nemlig julefreden med en fortælling om en terrortrussel i en amerikansk lufthavn midt i den travle juletrafik. Nu er filmens første trailer landet, skriver Indiewire.
»Hver juleferiesæson rejser millioner sikkert i luften. Denne jul bliver anderledes«, står der i starten af den intense trailer, som vækker mindelser om ‘Die Hard’.
Her ser vi de første glimt af ”Arrested Development’-stjernen Jason Bateman, der trækker på mørket fra ‘Ozark’ i sin rolle som terrorist. Han har udset sig en lufthavnssikkerhedsvagt, spillet af Taron Egerton, som sin ufrivillige hjælper.
‘Carry-On’ er instrueret af spanske Jaume Collet-Serra, der tidligere har stået bag Liam Neeson-actionbaskerne ‘Non-Stop’ og ‘The Commuter’ samt Dwayne ‘The Rock’ Johnson-samarbejderne ‘Jungle Cruise’ og ‘Black Adam’.
Manuskriptet er skrevet af T.J. Fixman, som har erfaring som forfatter på spilserien ‘Ratchet & Clank’ samt filmatiseringen fra 2016.
‘Carry-On’ får premiere på Netflix 13. december.