For et par måneder siden blev ‘Star Wars’-serien ‘The Acolyte’ aflyst efter blot en enkelt sæson. Spinoff’en mødte grove reaktioner online, og her blev især hovedrolleindehaver Amandla Stenberg udsat for hadefulde angreb.
Jodie Turner-Smith, som i serien spiller Mother Aniseya, retter nu kritik mod Disney for ikke at være bedre til at bakke offentligt op om deres skuespillere. »De er nødt til at stoppe den her ting, hvor de ikke siger noget som helst, når folk bliver fucking overfaldet på internettet med racisme og bullshit. Det er bare ikke fair ikke at sige noget«, siger Turner-Smith i et interview med Glamour.
»Det ville bare være rart, hvis de mennesker, som har alle pengene, viste deres støtte, satte foden ned. Sagde, at det her er uacceptabelt: ’Du er ikke en fan, hvis du gør det her’. Lavede en rigtig stor udmelding og så faktisk så, om der er penge, som forsvinder. Jeg tør vædde med, det ikke sker, for personer af anden etnisk baggrund, især sorte mennesker, fylder en stor del af købekræften. De ville måske opdage, at det faktisk er mere lukrativt for dem, men alle bruger ‘woke’, som om det er et fy-ord«, fortsætter den britiske skuespiller i sin kritik.
Stenberg addresserede de racistiske reaktioner hun fik på serien med en sang, som hun lagde op på Instagram, tilbage i juni.
Stenberg har siden udtalt, at aflysningen af ’The Acolyte’ »ikke er noget stort chok for mig«, og at serien blev mødt af et »amokløb af giftigheder« helt fra dens annoncering.