‘Cobra Kai’ sæson 6: Det er vist meget godt, at Netflix’ karateserie snart er ved vejs ende

‘Cobra Kai’ sæson 6: Det er vist meget godt, at Netflix’ karateserie snart er ved vejs ende
Ralph Macchio, Yuji Okumoto og William Zabka i 'Cobra Kai' sæson 6. (Foto: Curtis Bonds Baker/Netflix)

Siden Netflix overtog ’Cobra Kai’ fra YouTube i 2021, har den været en kæmpe succes for streamingtjenesten.

Serien har både pleaset gamle ’Karate Kid’-fans og hvervet sig nye i takt med de 65 afsnit, vi efterhånden har fået.

Trods succesen er det dog meget godt, at vi snart kan se en ende på fortællingen om Daniel LaRusso og hans tidligere ærkefjende Johnny Lawrence.

Serien tog som bekendt sit udgangspunkt 34 år efter sidstnævntes nederlag i The All Valley Karate turnering, da LaRusso – vist med et brækket ben – leverede et af de mere ikoniske spark i nyere filmhistorie. Et spark, han ikke har glemt, viser det sig.

Dengang elskede alle den unge Daniel San, mens Lawrence var tilsvarende forhadt. Men datidens fordomme om de to stereotyper har ‘Cobra Kai’ gennem seks sæsoner arbejdet benhårdt på, bogstavelig talt, at sparke til jorden på vanvittig underholdende vis.

Ralph Macchio, William Zabka og Yuji Okumoto i ‘Cobra Kai’ sæson 6. (Foto: Curtis Bonds Baker/Netflix)

Tidligere i år have første del (ud af tre) af sidste sæson premiere, og Johnny, Daniel og Chozen (Yuji Okumoto), der blev introduceret i forrige sæson, har slået sig sammen og træner en ny klub, hvor også de unge tidligere rivaler har lagt stridsøksen på hylden.

Cobra Kai er fortid, og Terry Silver er spærret inde. Alt er godt. Bortset fra, at John Kreese er stukket af fra sit fængsel og er mere hævngerrig end nogensinde – og den hævn skal selvfølgelig tages i ringen. Mere præcis til det internationale karatestævne Sekai Taikai i Barcelona, hvor Miyagi-Do naturligvis også deltager.

Hvert afsnit flyver stadig afsted med samme lethed som seriens utallige velkoreograferede karate-kampe. Desværre udebliver de store overraskelser i denne omgang – måske fordi serieskaberne er løbet tør for skurke, de kan hente ind.

Da turneringen i Spanien skal begynde, lider Tory et stort personligt tab og bryder sig bestemt ikke om måden, man håndterer det på hos Miyagi-Do. Hun vil kæmpe sig igennem sin sorg, men både Daniel og Chozen stopper hende, mens Johnny ikke mener, de skal blande sig i hendes sorgbearbejdelse.

‘Cobra Kai’ sæson 6. (Foto: Curtis Bonds Baker/Netflix)

Så Tory slår sig sammen med Kreese, der har en noget anden tilgang til det at kæmpe sig gennem livet. Herfra begynder sæsonens anden del. Desværre bare med mere af det samme, hvor der uden for ringen straks opstår ikke-karate-relaterede spændinger mellem de rivaliserende grupper.

I mellemtiden prædiker LaRusso Miyagi-filosofi for turneringens arrangører, mens Lawrence ikke kan holde sin kæft ved en buffet, da en af Kreese’ kæmpere tager det sidste stykke kød foran ham. Derudover sætter Chozen hele holdet i dårligt lys, da han dukker fuld op og skaber sig over et forhold til en kvinde. Mere gøres der ikke ved det, og det virker mest af alt som desperate optrin, der skal holde gang i seriens spænding.

Gennem seks sæsoner har vi overværet, hvordan Lawrence og LaRusso kommer i intern konflikt om, hvem af de to der har den bedste tilgang til den kampsport, der for længst er blevet en livsstil. Det er ikke bare et problem for de unge elever, der mister fokus på det, det handler om: karate. Det er også ved at være trættende for os seere at lægge ører til deres mundhuggeri.

‘Cobra Kai’ sæson 6. (Foto: Netflix)

Da LaRusso senere drager ud i den spanske storby for at følge et spor om sin tidligere læremester, bliver han overfaldet, kidnappet og ender i et hundebur, og det er svært at tage seriøst. For efter kort tid bryder han fri og opdager ikke overraskende, at Kreese står bag.

Her er der ikke meget karate tilbage i ‘Cobra Kai’. Det vender heldigvis tilbage med et brag af en underholdende afslutning, og fraværet er ikke et problem i sig selv. Problemet består i, at alt det uden om enten er genbrug fra tidligere sæsoner eller usammenhængende forsøg på at holde vores interesse til ilden.

‘Cobra Kai’ er stadig en vellykket ungdomsserie, der sender et vigtigt budskab om, at tingene sjældent er sort-hvide, og at man aldrig ved, hvad mennesker omkring én kæmper med indeni. Men selv denne kliche er ved at være udvandet.

Sidste del af anden sæson kommer næste år, og man må håbe, at folkene bag har et es i ærmet, så serien kan få den afslutning, den fortjener.  


Kort sagt:
Der er ikke meget nyt i sidste sæson af Netflix’ populære karateserie. Det er dog underholdende nok til, at man er klar til at se videre for at få slutningen med.

Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.

‘Cobra Kai: sæson 6’. Serie. Serieskabere: Jon Hurwitz, Josh Heald, Hayden Schlossberg. Medvirkende: William Zabka, Ralph Macchio, Courtney Henggeler, Xolo Maridueña, Tanner Buchanan, Mary Mouser, Martin Kove, Peyton List. Spilletid: 10 afsnit á ca. 40 min. Premiere: Kan ses på Netflix.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af