‘Euphoria’-skuespiller Storm Reid vender ikke tilbage i sæson tre

‘Euphoria’-skuespiller Storm Reid vender ikke tilbage i sæson tre
Storm Reid og Zendaya i 'Euphoria'. (Foto: HBO Max)

‘Euphoria’ sæson tre har været undervejs i årevis med masser af forvirring, og fortsættelsen har nogle alvorlige kreative udfordringer at overkomme.

At dømme efter gentagende udtalelser fra HBO, står optagelserne dog til at starte i januar 2025. Det bliver dog uden gensyn med skuespilleren Storm Reid, der spillede Rues lillesøster Gia.

I et kort interview med Rotten Tomatoes på den røde løber ved prisuddelingen Governors Awards annoncerede hun sin exit.

»Jeg er rigtig spændt på sæson tre. Desværre vender Gia ikke tilbage i den tredje sæson, men jeg er i så stor gæld til castet og holdet på den serie – til HBO«, lød det fra den 21-årige skuespiller.

I mellemtiden har Storm Reid kunne ses i ‘The Last of Us’, hvor hun vandt en Emmy for sin præstation over for Bella Ramseys Ellie i afsnittet ‘Left Behind’. Senest var hun aktuel i ‘The Nun 2’, og generelt er Reid en virksom ung kvinde, der også har sit eget produktionsselskab.

Det må dog siges at være en tabt mulighed for at give mere fokus til Reids karakter, der fik større betydning i løbet af sæson to. Skuespilleren præciserer ikke, hvorvidt hun selv har valgt at forlade serien, eller om det er en beslutning fra serieskabernes hånd.

»’Euphoria’ er en virkelig særlig ting, og jeg er så glad for, at det er en del af min arv, og at jeg var del af sådan et kulturelt fænomen. Jeg kan ikke vente med at se, hvad sæson tre har at komme med«, fortæller hun.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af