Efter MeToo-bevægelsen har der været større fokus på samtalen om feminisme og søstersolidaritet i Hollywood.
Den unge stjerne Sydney Sweeney, der er kendt fra ‘Euphoria’ og ‘Anyone But You’, mener dog, at det stærke bånd mellem kvinder i Hollywood har lang vej endnu.
»I hele den her industri hører man ikke folk sige andet end: ‘Kvinder bakker op om andre kvinder’. Det hele er falsk og en facade for alt det andet lort, som de siger bag ryggen på alle«, fortæller hun i et interview med Vanity Fair.
Sweeneys kommentarer er ikke grebet ud af den blå luft. Tidligere på året blev det en historie i The Daily Mail, da den ældre Hollywood-producer Carol Baum udtalte sig meget negativt om Sweeney i forbindelse med en visning af David Cronenbergs ‘Dead Ringers’, som Baum var producer på i sin tid.
»Hun er ikke køn, hun kan ikke spille skuespil«, lød Baums undren over Sweeneys popularitet blandt andet. Produceren kaldte også ‘Anyone But You’ for »uudholdelig« og fortalte om, hvordan hun som underviser på University of Southern California havde drøftet Sweeneys popularitet med sine studerende.
De kommentarer adresserer Sweeney også indirekte i interviewet, hvor hun kalder det et »generationsproblem«, når kvinder tror, at der kun er plads til én på toppen.
»Det er meget nedslående, at se kvinder pille andre kvinder ned. Især når kvinder, der har succes i andre grene af deres industri, ser yngre talenter arbejde rigtig hårdt – i håbet om at opnå hvilke drømme de nu må have – og så prøver at slå på og miskreditere alt det arbejde, de har lavet«, fortæller Sweeney.