- Den originale Voldemort »bakker fuldt op om« Oscar-vinder som mulig efterfølger i ny Harry Potter-serie
- Da han endelig fortæller sin hemmelighed i World of Warcraft, fælder man en tåre over reaktionen
- Weekendens tre streamingtips: Lad dig ikke snyde af den kedelige titel på den mest spændende Netflix-serie længe
’Tsunami’: Fin TV 2-dokumentar viser, hvordan en verdenshistorisk katastrofe ødelagde et ferieparadis
'Tsunami'. (Foto: TV 2)
Der er én grund til, at vi alle sammen kender ordet tsunami, som lægger navn til TV 2’s nye dokumentarserie.
Anden Juledag 2004 oplevede verden nemlig den mest dødelige tsunami nogensinde.
Et undervandsjordskælv, der ramte ni på richterskalaen, frigav samme energi som 10.000 gange atombomben, der ramte Hiroshima.
Det satte en tsunami i gang, der ramte lande som Indonesien, Malaysia og Thailand hårdt og bredte sig helt til Afrikas østkyst.
Med 800 kilometer i timen skyllede vandet ind mod de komplet uforberedte kyster.
Ingen vidste, hvad der foregik.
En tsunami er ikke nødvendigvis til at se, før den nærmer sig kysten, og ikke før denne var lige ved at ramme land, blev den opdaget.
I lande som Thailand nød tusindvis af turister og lokale de paradisiske omgivelser i feriekomplekser bygget helt ned til vandkanten, op til kort tid inden bølgen ramte.
Naturligvis havde flere af dem deres håndholdte kameraer fremme for at forevige deres familiers skønne ferieminder – men i stedet har de fået nogle helt utrolige billeder af den kommende katastrofe uden at vide det.
Det er så vildt at se badeklare mennesker brede deres håndklæder ud på stranden, mens man kan se og høre den skummende, hvide mur af en bølge nærme sig i det fjerne.
Amatørfotograferne kommenterer endda selv på, hvor vildt det er, at hele havbunden ligger synlig, kort før det går op for dem, at vandet er suget op i en tsunami, der kommer til at flå kysten fra hinanden.
Disse turistoptagelser kombinerer de debuterende tilrettelæggere Christian Engell og Mads Houmøller Bødker med interviews med overlevende danskere, de har foretaget nu 20 år senere.
De danner tilsammen et time for time-overblik af, hvordan føltes, da katastrofen ramte ud af det blå.
En dykkerinstruktør bliver revet rundt under vandet, men ingen ved, hvad det er et tegn på, og da vandet skylder ind over feriestederne, er det tilfældigt, om gæsterne har fundet et sted, der viser sig at være sikkert.
Den overlevende Line fortæller om at være et barn, der instinktivt svømmer til et træ, klamrer sig til det for livet, og da vandet trækker sig tilbage sidder helt alene med udsigt over et paradis forvandlet til helvede.
Huse og biler er blevet kastet rundt, og der er sårede og døde over alt. Og hvad er der sket med min familie?
Nogle af de overlevende har mistet deres nærmeste, nogle føler skyld over at have overlevet, andre har PTSD og tvivl om, hvorvidt de gjorde nok.
Dokumentaren fokuserer meget på de nære relationer, og de kan tydeligt mærkes gennem interviews og optagelser.
På den måde afdækker den tsunamien som dansk katastrofe. Hvilket det også er. 46 danskere omkom. Mange af dem bogstaveligt talt revet fra familiens skød.
Det er dog også en verdenshistorisk begivenhed, der tog 225.000 menneskeliv og gjorde mange flere hjemløse i lokalområdet.
Det havde givet god proportionalitet at have bare én, gerne også flere, lokale stemmer med.
I stedet holder serien over sine to afsnit sig tæt til den danske vinkel og fortæller om ødelæggelserne forholdsvis familievenligt med flere beskrivelser end billeder af lig og opbyggelige historier.
Begge afsnit ender på relativt lykkelige noter om, hvordan de overlevende er kommet videre. De har startet nye familier, har løbet maraton og sejlet de syv have.
På den måde mindes serien fint de danske ofre og overlevere på en måde, der ikke ødelægger julestemningen fuldstændigt.
Kort sagt:
’Tsunami’ mindes en af det 21. århundredes største katastrofer med ferieoptagelser og interviews med danske overlevende, 20 år efter bølgen ramte.
’Tsunami’. Dokumentarserie. Tilrettelæggelse: Christian Engell, Mads Houmøller Bødker. Spilletid: 2 afsnit á 50 minutter. Premiere: Kan ses på TV2 Play.