Før sin død arbejdede David Lynch på en ny serie for Netflix, der »ville have været hans sidste projekt«. Det fortæller Netflix-direktør Ted Sarandos i et Instagram-opslag, hvor han mindes den geniale instruktør, skriver Deadline.
Sarandos lægger ud med at huske tilbage på sit første møde med Lynch, dengang Netflix ikke var en streamingtjeneste, men lejede dvd’er ud til sine kunder, som fik dem tilsendt med posten. Her besøgte han Lynch for at tale om at producere dvd’er med hans kortfilm og debutfilmen ‘Eraserhead’, og han fik mulighed for at se et tidligt, tre trimer langt cut af ‘Mulholland Drive’.
Herefter fortæller Sarandos om miniserien, som aldrig blev sat i produktion.
»David og jeg talte kun sammen et par gange efter det, men flere år senere kom han til Netflix for at præsentere en idé til en miniserie, som vi straks sprang på. Det var en David Lynch-produktion, fyldt med mystik og risici, men vi ønskede at tage på denne kreative rejse med dette geni«, skriver Netflix-bossen.
»Først Covid og derefter nogle helbredsusikkerheder førte til, at projektet aldrig blev realiseret, men vi gjorde det klart, at så snart han var klar, var vi med«.
Netflix udgav i 2017 Lynchs kortfilm ‘What Did Jack Do?’ som en eksklusiv titel. Filmlegendens sidste store projekt endte med at være ‘Twin Peaks: The Return’ fra samme år.