I slutningen af 2024 kom der nyt i den konflikt, der udspillede sig mellem Blake Lively og Justin Baldoni under optagelserne af ‘It Ends with Us’.
Nu benægter Baldonis advokat Bryan Freedman videre Livelys anklager i et interview i ‘The Megyn Kelly Show’, med den tidligere Fox-vært. Det skriver The Wrap.
Her anfægter han, at Blake Lively valgte at blive på ‘It Ends with Us’-produktionen efter at have klaget over grænseoverskridende opførsel fra Justin Baldoni og producer Jamey Heath. Han påstår desuden, at en del af situationen beroede på, at Lively ikke havde læst eller forstået bogforlægget til filmen.
»Hvis Blake Lively blev seksuelt chikaneret i en sådan grad i den her film og i den her situation, så ville hun ikke være vendt tilbage til filmen«, udtaler Freedman.
Han refererer til et møde, der foregik mellem Baldoni, produceren Jamey Heath og Blake Lively efter produktionen havde været på pause som følge af strejkerne i Hollywood. Her listede Lively en række krav for sin tilbagevending, som at der skulle tilknyttes en intimkoordinator og ikke tilføjes flere sexscener. Derudover frabad hun sig ting som, at Heath og Baldoni viste hende porno eller gik ind i hendes trailer uannonceret, mens hun ikke var påklædt.
»De havde sat sig ned og talt om, hvad hendes klager var. Det uheldige er, at hun faktisk ikke læste bogen og ikke forstod, hvad bogen handlede om«, lyder Freedmans argument hos Megyn Kelly. Han fremlagde ikke bevis for, at Lively ikke har læst ‘It Ends with Us’.
Freedman påpeger, at produktionen blev færdiggjort på fredelig vis, men at Baldoni op til filmens premiere blev ekskluderet fra resten af holdet uden forklaring. Han mener desuden, at det var Lively som startede en smædekampagne mod Baldoni.
Advokaten lover at lave en hjemmeside, hvor de lægger alle dokumenter og sms-dialog til skue, så folk »selv kan konkludere og afgøre, hvorvidt der var sexchikane eller ej«.
Blake Lively har lagt sag an mod sin instruktør og medspiller med anklager om sexchikane og en orkestreret medieindsats for at ødelægge hendes ry. Hendes oprindelige juridiske klage var omdrejningspunktet i en artikel i The New York Times med titlen ”We Can Bury Anyone’: Inside a Hollywood Smear Machine.
Baldoni benægter anklagerne, men har til gengæld sagsøgt The New York Times for bagvaskelse på baggrund af mediets artikel om Livelys sag.
I interviewet kan man også høre en lydoptagelse, Baldoni eftersigende har lavet af sig selv efter premieren på ‘It Ends with Us’, hvor han taler om at være blevet sendt »i kælderen« med sin familie og venner, fordi Blake Lively ikke ville have ham i nærheden på den røde løber.