Fra sladder til sagsanlæg: Derfor er Blake Lively og Justin Baldonis konflikt eksploderet

Sommerens premiere på bestseller-filmatiseringen ‘It Ends with Us’ bar præg af rygter og shitstorms med stjernen Blake Lively og instruktør samt medspiller Justin Baldoni i centrum. Nu afslører to stridende søgsmål mere om, hvad der gik galt under optagelserne.
Fra sladder til sagsanlæg: Derfor er Blake Lively og Justin Baldonis konflikt eksploderet
'It Ends with Us'. (Foto: SF Studios)

Lige som 2024 gik på hæld, blev en af det forgangne års helt store Hollywood-konflikter genantændt. 

Den 20. december indgav ‘It Ends With Us’-hovedrolleindehaver Blake Lively ifølge The Hollywood Reporter en juridisk klage til Californiens Civil Rights Department over sin medspiller og instruktør Justin Baldoni med anklager om sexchikane. Den 31. december sagsøgte hun også ham, hans presseteam og produktionsselskab i traditionel forstand. 

Samtidig med klagen bragte The New York Times en artikel, der afslørede dialog mellem Baldoni og hans kommunikationsteam, der peger i retning af, at de har orkestreret offentlige smædekampagner mod Blake Lively. 

Nu har Justin Baldoni til gengæld sagsøgt samme medie for at bringe »forkerte fremstillinger« og bevidst udelade information. Han kræver 250 millioner dollars – mere end 1,8 milliarder danske kroner – i erstatning. Det melder Variety.

Hvorvidt sagerne når i retten, vil tiden vise. Indtil videre er ‘It Ends with Us’-sagen en grim historie, hvor det lader til, at grænser, kommunikation og professionalisme er gået op i røg. Og det bliver kun værre med tanke på, hvor ironisk det hele ser ud, at Baldoni har bygget en hel karriere op på at tale om giftig maskulinitet, og at konflikten mellem ham og Lively opstod under optagelserne af en tilstræbt feministisk film om voldelige forhold.

Mens Blake Lively og Justin Baldoni og deres søgsmål på over 80 sider hver trækker overskrifter, forsøger vi at forklare, hvad der foregår.

1. ‘It Ends with Us’-premiereskandale

Op til den amerikanske premiere på ‘It Ends with Us’ i august 2024 var den mystiske måske-konflikt mellem Justin Baldoni og Blake Lively allestedsnærværende. Dengang var der et hav af spørgsmål og rygter, men nærmest ingen svar. 

»Er der gået noget alvorligt galt på MeToo-måden? Eller er det en intens omgang såkaldte creative differences, der kan dække over alskens interne konflikter på et filmset? Hvorfor har Justin Baldoni hyret den samme ekspert i krisekommunikation som Johnny Depp?«, lød et par af dem, da vi skrev om sagen i august sidste år

Her begyndte fans, der fulgte filmens presseforløb tæt, at undre sig over, hvorfor de to hovedrolleindehavere ikke optrådte sammen i interviews og poserede hver for sig på den røde løber. 

Op til premieren var det dog Blake Lively, der var negativt i fokus. Her styrtede hendes offentlige image nærmest i grus fra den ene dag til den anden. Den ellers vellidte familievenlige stjerne blev heftigt kritiseret for at være tonedøv og ufølsom over for ‘It Ends with Us’-historiens tema om partnervold.

Hun blev desuden latterliggjort for at medvirke i adskillige promoveringsindsatser med fokus på blomster og festlige venindeudflugter til biografen. 

Blake Lively ved gallapremiere på ‘It Ends with Us’ i London. (Foto: Gareth Cattermole/Getty Images)

Livelys tidligere fejltrin fik også en tur i mediemøllen. Ikke mindst vakte et gammelt interviewklip fra 2016 i forbindelse med Woody Allen-filmen ‘Café Society’ enorm opsigt, da en journalist udgav den gamle video på sin YouTube-kanal og kaldte mødet for »Blake Lively-interviewet der gav mig lyst til at sige op«

Selvom det var Blake Lively, der lod til at have resten af filmens cast og bogforlæggets forfatter Colleen Hoover bag sig, blev Baldoni omvendt rost som beskytter af bogens budskaber. Baldoni har førhen været mest kendt for sin rolle i tv-serien ‘Jane the Virgin’, men har opbygget en sidekarriere som podcastvært og forfatter om moderne maskulinitet. Han sikrede sig filmrettighederne til ‘It Ends with Us’ i 2019, længe før Lively kom om bord. 

Mens Lively af onlinekritikere og i medierne blev kaldt useriøs og bestemmende, blev Baldoni fremhævet for at forholde sig til filmens alvorlige side og at udtale sig med fokus på ofre for partnervold i de interviews, han gav. 

Generelt var hele miseren dog næsten udelukkende baseret på rygter, spekulation og tavshed fra de involverede parter. En undtagelse var skuespilleren Brandon Sklenar, der på sin Instagram-profil opfordrede til, at man ikke kritiserede kvinderne bag filmen.

Først nu ved vi med sikkerhed, at der var en konflikt, og hvad der lå til grund for den, selvom de stridende parter ikke er enige. 

Og til trods for den stormombruste lancering, blev ‘It Ends With Us’ en succes ved billetlugerne, hvor den indtjente over 350 millioner dollars på verdensplan, hvilket er mere end 2,5 milliarder danske kroner. 

2. Blake Livelys anklager om sexchikane  

I dag vidner Blake Livelys klage om, at hun har haft mange ubehagelige oplevelser under optagelserne af ‘It Ends with Us’. 

The New York Times har udgivet hele hendes oprindelige anklage på over 80 sider, hvor der nævnes mange eksempler på grænseoverskridende opførsel fra Justin Baldoni, men også hans samarbejdspartner i produktionsselskabet Wayfarer og ‘It Ends with Us’-producer Jamey Heath.

Heath og Baldoni kalder sig bedste venner og er sammen kendt for at have lavet podcasten ‘Man Enough’, hvor journalisten Liz Plank var tredje vært. Hun har forladt podcasten efter anklagerne mod de andre værter, hvilket hun har beskrevet i et Instagram-opslag

Livelys anklage tager udgangspunkt i et møde mellem produktionens parter om filmens »giftige arbejdsmiljø«, og hvor der blev fremsat 30 krav for, at produktionen kunne fortsætte. Det skriver The New York Times

Justin Baldoni og Jamey Heath til premiere på ‘It Ends With Us’ i New York. (Foto: James Devaney/GC Images)

Lively måtte frabede sig en lang række former for adfærd, hun fandt seksuelt upassende.

Blandt andet at Baldoni og Heath ikke viste hende nøgenbilleder (herunder af Heaths kone), talte om porno eller gik ind i hendes trailer uden tilladelse, mens hun var topløs og ammede. Hun ønskede ikke kommentarer om sin vægt, at Baldoni beskrev sine kønsdele, talte om Livelys afdøde far eller græd over, at hendes karakter ikke så lækker nok ud på lækkede papparazzi-fotos.

Her blev det også gjort til et krav, at der skulle være en intimkoordinator til stede under Blake Livelys intimscener med Baldoni, og at der ikke måtte tilføjes flere sexscener, end dem der allerede var i manuskriptet, da hun underskrev den oprindelige kontrakt. 

Lively nævner desuden en situation, hvor producer Jamey Heath viste hende og hendes assistent en video af sin kones fødsel, hvor konen var nøgen. Derudover anklager Lively Heath for at insistere på at holde et møde med hende, mens hun fik fjernet kropsmakeup og derfor var topløs og nægtede at stå med ryggen til imens.

Hun oplevede også, at de to mænd forsøgte at presse hende til at være nøgen under scene i ‘It Ends with Us’, hvor hun føder, hvilket hun modsagde sig.

3. Smædekampagne i medierne 

Lively beskylder også Baldoni og hans pr-hold for at have orkestreret en smædekampagne mod hende i medierne, hvilket artiklen ‘»We can bury anyone«: Inside a Hollywood Smear Machine’ går i dybden med. 

Klagen indeholder screenshots af Baldonis kommunikation med pr-konsulenterne Melissa Nathan og Jennifer Abel, hvor de blandt andet forsikrer Baldoni om, at de er i stand til aktivt at ødelægge Blake Livelys ry. 

Der fremgår screenshots af beskeder, hvor en af Baldonis repræsentanter fortæller Nathan, at Baldoni ønsker at »føle, at hun kan blive begravet«. Til det svarer Nathan: »Du ved, vi kan begrave hvem som helst«. 

Justin Baldoni som instruktør på ‘It Ends with Us’-settet. (Foto: SF Studios)

Det har vakt opsigt, at Melissa Nathan tidligere har arbejdet for Johnny Depp under retssagen mod ekskonen Amber Heard, der også blev udsat for voldsom personlig kritik online. Hvorvidt der var tale om en manipuleret online-indsats blev blandt andet udforsket i podcastserien ‘Who Trolled Amber’. Der er blevet draget paralleller mellem de to sager, og Heard har givet opbakning til Lively

Lively mener, at hun er blevet udsat for en manipuleret medieindsats for at skade hendes omdømme. »Jeg håber, at min juridiske tilgang hjælper med at få disse dystre gengældelsesmetoder frem i lyset, der skader mennesker, som råber op om dårlig opførsel og hjælper med at beskytte andre, der kan blive ramt«, udtaler hun i The New York Times. 

Lively forlanger erstatning for svie og smerte, »tabte indtægter og »mental smerte og kvaler«, men ikke noget specifikt beløb. 

4. Justin Baldoni sagsøger The New York Times

Baldoni har reageret på Livelys oprindelige anklage via sin advokat Bryan Freedman, der benægter, at det beskrevne forløb har hold i virkeligheden. 

»De her påstande er komplet forkerte, uhyrlige og bevidst slibrige«, udtalte han til The Hollywood Reporter i forbindelse med den oprindelige juridiske klage i december, som blev kaldt et overlagt forsøg på at gøre skade på Baldoni. 

31. januar 2024 sagsøgte Justin Baldoni og ni andre af de nævnte i artiklen The New York Times for bagvaskelse og krænkelse af privatlivets fred. Baldonis erstatningskrav er på 250 millioner dollars svarende til over 1,8 milliarder danske kroner. 

»Historien i The Times beroede nærmest udelukkende på Livelys uverificerede og egennyttige fortælling, ophøjede den nærmest ord for ord, mens den overså en overflod af beviser, der modsagde hendes påstande og udstillede hendes sande motiver«, lyder det i søgsmålet ifølge Variety

Her fremlægges det i stedet, at Lively stod bag en »strategisk og manipulerende« smædekampagne, hvor hun brugte »anklager om sexchikane til at få ensidig kontrol over alle aspekter af produktionen«.

Baldoni påstår også at være blevet truet af Livelys mand Ryan Reynolds, som også skulle have lagt pres på agenturet WME for at få dem til at fyre Baldoni. Det gjorde de i øvrigt, kortvarigt efter Lively offentliggjorde klagen i december, skrev Deadline.

Blake Lively og Justin Baldoni under optagelserne af ‘It Ends with Us’. (Foto: Jose Perez/Bauer-Griffin/GC Images)

Undervejs i produktionen fik Lively desuden klippet en alternativ version af ‘It Ends with Us’, der endte med at blive anvendt, hvilket gjorde hende til producer på filmen. Det bekræfter The New York Times. 

Baldonis advokat Bryan Freedman udtaler til gengæld, at The New York Times lader sig dirigere af »to magtfulde Hollywood-spidser, og forbigår journalistisk praksis og etik (…)«. 

Som modreaktion fremhæves det i en Variety-artikel om søgsmålet, at flere interaktioner mellem Baldoni og Lively er blevet fordrejet. Den liste af krav, der udgør rygraden i Livelys anklage, mener de ikke at være blevet præsenteret for. 

Variety citerer blandt andet beskeder mellem Baldoni og Lively, hvor Lively inviterer Baldoni ind i sin trailer, mens hun pumper mælk ud. Det skal fungere som modbevis på Livelys påstand om, at han gik ind i hendes trailer uden tilladelse, mens hun ammede. 

Her fremvises der desuden beskeder mellem Baldoni og Lively, som fremstår høflige og er underskrevet med »x«-symboler for kys, som eksempel på at de havde en varm omgangstone med hinanden. 

Melissa Nathan og Jennifer Abel fastholder desuden i samme artikel, at de udelukkende har gjort deres arbejde som krisekommunikatører efter »standard branche-praksis« og forberede sig på »worst case scenarios«, fordi Lively og Reynolds udviste opførsel, der gjorde Baldoni utryg. 

The New York Times står fast på, at der ikke er nogle problemer med den journalistiske praksis i artiklen.

Hvornår og hvordan søgsmålene bliver afgjort, vil tiden vise. Det er i hvert fald næppe det sidste, der er sagt i sagen om ‘It Ends with Us’.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af