‘It Ends with Us’: Blake Lively-dramaet er den bedste dårlige film, jeg har set længe
Netstrømper og natbukser. Carhartt-jakker og pailetter. Ethel Cain og Colleen Hoover. Partnervold og romance. Alvorlige emner og blomstrede tøsearrangementer. Blake Lively og Justin Baldoni.
Det kontroversielle og skandaleramte filmatiserede bestsellerfænomen ‘It Ends with Us’ er et raritetskabinet af ting, der ikke passer sammen.
Det står klart i en af de allerførste scener, hvor det førnævnte amerikanske indiefænomen Ethel Cains sang ‘Strangers’ – om en død brud, der venter i en fryser på at blive spist af sin kannibalistiske husbond – spiller, mens lufthavnsromanens to hovedpersoner, Lily Bloom (Lively) og Ryle Kincaid (Baldoni), møder hinanden på toppen af et højhus.
Hun kommer direkte fra sin fars begravelse, som hun har forladt midt i en tale, hun ikke kunne holde. Han sparker til en stol, fordi han er neurokirurg og har mistet et barn på operationsbordet, der er blevet skudt af sin bror ved en fejl.
I scenen, som Ryan Reynolds siges at have digtet dialogen til, driller de to fremmede hinanden med, hvor utroværdige de hver især er som karakterer. Hun hedder Lily Blossom Bloom og vil åbne en blomsterhandel. Han er en lækker neurokirurg. Hallo, LMFAO?
Forsøget på et gævt meta-moment over bogforlæggets fladpandethed gør bare alting endnu mere mærkeligt.
Men så ryster filmen støt sit fejlslagne forsøg på selvironi af sig.
Og midt i fortællingen om den modvillige forelskelse mellem kirurgen og blomsterpigen, der begynder at gå skævt, da hendes gamle teenageflamme dukker op, var jeg pludselig som hypnotiseret af et mainstream-drama, jeg ellers havde forberedt mig på at ville hade i månedsvis.
Trods de himmelråbende outfits og den klæge Hubba Bubba-dialog fangede jeg mig selv i at mærke alle filmens duftlys-generiske fremstillinger af menneskefølelser for fuld smadder. Scenarier og karakterer, der er fjollede og falske, indtil fortællingens alvorlige undertoner sætter dem i et andet lys.
Bogen med det genkendelige hvide omslag med lyserøde blomster har bjergtaget millioner af læsere, og efter at have set filmen kunne jeg føle hvorfor, selvom jeg ikke nødvendigvis forstod det.
Samtidig var der noget ved ‘It Ends with Us’ og dens totalt uundskyldende mangel på jordforbindelse, der mindede mig om en chickflick-epoke af i går.
Jenny Slate spiller for eksempel en rig kvinde, som Blake Livelys Lily ansætter, cirka to minutter efter hun får nøglerne til sin kommende butik, bare fordi hun er så sød. Sammen maler de oven på væggenes afskallede tapet uden at skrælle det af først, for sådan er ‘It Ends with Us’-logikken – ikkeeksisterende.
Hele filmen er befolket af finurlige selvstændige erhvervsdrivende uden skyggen af økonomiske kvabbabelser eller snerten af kedsommelig realisme.
Der er i stedet karakterer, der hedder ting som Atlas Corrigan, der er samtaler om, hvordan blomster blomstrer og rige investerings-magnater, der går på bar i bamse-onesies for at få rabat.
Jeg hyggede mig, holdt mig for øjnene, græd og labbede det i mig.
Efter den kritik, der har været af ‘It Ends with Us’-markedsføringen, er det muligvis det forkerte at sige. For her har den hyggelige indpakning af filmen været problemet. Nedenunder den polerede kærlighedsfantasi handler det nemlig om partnervold. Hvis man har hørt om den hypereksponerede bog eller film før, er måden, Justin Baldoni fronter den førnævnte stol, lige så subtil som en skumgummifinger.
Frastødes man totalt af ‘It Ends with Us’ både æstetiske og tematiske eklekticisme, forstår jeg det godt.
Men for mig gik det perfekte og forfærdelige op i en højere enhed. Filmen dyrker slet ikke volden på samme måde, som den dyrker det poppede, og er derfor faktisk så taktfuld, som et ærkekommercielt melodrama nu kan blive. Med valget af 36-årige Blake Lively har man hævet hele filmens aldersniveau, hvilket blot er et af flere ansvarlige valg.
Lige så umodent filmen er blevet promoveret, virker fravalgene af de værste af bogens omdiskuterede gråzoner fornuftige.
Det gør, at filmen måske bliver mindre ubehagelig, men ikke mindre virkningsfuld.
Intet kan ændre på, at ‘It Ends with Us’ er rendyrket soap, og det skal man tage den for. Og måske er vi nået dertil, hvor vi godt kan tage den alvorligt alligevel?
Om det er overlagt eller ej, bliver filmens mismatchede og totalt formulariske symbolfortælling et uncanny eventyr, hvor selv Blake Lively lidt ligner en lækker klovnepige, og den smukke prins er lige så forudsigeligt svigefuld som en Disney-skurk.
Kort sagt:
‘It Ends with Us’ er den bedste dårlige film, jeg har set i meget lang tid.