1. ‘The Last of Us’ sæson 2
‘The Last of Us’ er endelig tilbage!
Sæson 2 foregår, fem år efter vi forlod den umage duo Joel (Pedro Pascal) og Ellie (Bella Ramsey). Her introduceres Abby (Kaitlyn Dever), som i spillets andet del er en bærende karakter.
Derudover møder vi blandt andre Young Mazino (‘Beef’) som Jesse, Isabala Merced (‘Alien: Romulus’) som Dina, Catherine O’Hara i en unavngiven rolle og Jeffrey Wright som Issac – en karakter, han også lagde stemme til i spillet, hvor anden del var endnu mørkere end første.
Premiere på Max 14. april
2. ‘Generationer’
DR’s nye dramaserie ‘Generationer’ kredser om familiehemmeligheder pakket ind i kvindeliv, tværgenerationelle relationer og mystik.
87-årige Martha bor i en herskabslejlighed, hvor der bag væggen på loftet bliver fundet et mumificeret spædbarnslig. Og Martha påstår, at det er hende, som tog livet af barnet. Hvilket vækker stor undren i familien af børn, børnebørn og oldebørn.
Bag ‘Generationer’ står instruktøren og forfatteren af ‘Doggystyle’ og ‘Venuseffekten’, Anna Emma Haudal, og i castet ses nye ansigter som Rikke Eberhardt Isen og Alice Bier Zanden, der bliver ledsaget af garvede Ulla Henningsen og Anette Støvelbæk.
Premiere 11. april på DR TV
3. ‘Black Mirror’ sæson 7
Syvende sæson af Charlie Brooks populære sci-fi-antologiserie ‘Black Mirror’ byder på seks nye afsnit, der blandt andet handler om kunstig intelligens og mennesker, som mister forbindelsen til virkeligheden.
Indtil videre ved vi ikke meget om de nye fortællinger, bortset fra at det hyldede, ‘Stark Trek’-inspirerede afsnit ‘USS Callister’ fra fjerde sæson får en efterfølger.
Will Poulter (‘The Bear’) og Asim Chaudhry (‘Industry’) medvirker desuden for anden gang i ‘Black Mirror’-universet med nye roller efter det interaktive specialafsnit ‘Bandersnatch’ fra 2018.
De får selskab af blandt andre Awkwafina, Paul Giamatti, Rashida Jones, Issa Rae, Peter Capaldi, Emma Corrin, Chris O’Dowd og Jay Simpson.
Premiere på Netflix 10. april
4. ‘Dying For Sex’
Da Molly Kochan, spillet af Michelle Williams, får konstateret brystkræft i stadie fire, tager hun en ret bemærkelsesværdig beslutning.
I stedet for at blive sammen med sin mand Steve (Jay Duplass) og bekæmpe sygdommen sammen, så vil hun skilles og udforske alle sine komplekse seksuelle lyster for første gang i sit liv og med fuld opbakning fra veninden Nikki (Jenny Slate).
Serien er baseret på den virkelige Molly Kochans historie, som hun tidligere har fortalt i podcasten, der ligeledes hedder ‘Dying for Sex’. Podcasten blev en kæmpe succes, og hun og værten samt veninden Nicole Boyer udgav efterfølgende bogen ‘Screw Cancer – Becoming Whole’.
Bag serien står ‘The Dropout’- og ‘New Girl’-skaber Elizabeth Meriwether.
Pemiere 4. april på Disney+
5. ‘Your Friends and Neighbors’
I den nye Apple-serie spiller ‘Mad Men’-stjerne Jon Hamm en nyligt fyret finansmand, Andrew Cooper, som i desperation bliver nødsaget til at begå indbrud hos sine velhavende naboer for at kunne opretholde sin families livsstil. Men han begår en gruelig fejl og bryder ind i det forkerte hus.
Serien er skabt af Jonathan Tropper, som har skrevet ‘The Adam Project’ og skabt serien ‘Warrior’.
Premiere 11. april på Apple TV+
6. ‘Havoc’
Tom Hardy spiller en politimand, der både får den kriminelle underverden, en korrupt politiker (spillet af Forest Whitaker) og hans egne svigefulde kollegaer på nakken. Missionen bliver at redde politikerens søn.
Bag filmen står Gareth Evans, som efter den delvis vellykkede Netflix-film ‘Apostle’ vender tilbage til actiongenren, hvor han lavede 10’ernes helt store action- og blodbaskere med de indonesiske ‘The Raid’-film.
‘Havoc’ ligner en tilbagevenden til netop den hårdtslående og velkoreograferede action.
Premiere 27. april på Netflix
7. ‘Hacks’ sæson 4
‘Hacks’ sæson 3 vandt to Golden Globes og hele tre Emmy-priser, så der er visse forventninger til den kommende opfølger om den aldrende comedienne og hendes protegé.
I sæson 4 af Max-serien stiger spændingen, i takt med at Deborah (Jean Smart) og Ava (Hannah Einbinder) er på tæsklen til at få deres late-night-talkshow på benene.
Premiere 11. april på Max
8. ‘Government Cheese’
Den amerikanske stat har siden 1950’erne uddelt ost til fattige amerikanere som velfærdsydelse, og det bruges sprogligt som synonym for at være fattig.
‘Government Cheese’ er en surrealistisk familiekomedie, hvor David Oyelowo (‘Selma’) spiller en mand i Los Angeles’ San Fernando Valley i 1969, der skal have sit familieliv på ret køl igen efter en afsonet fængselsdom. Dog får han sig en overraskelse, da hjemmet ikke hænger sammen, som da han forlod det.
Premiere 16. april på Apple TV+
9. ‘Andor’ sæson 2
Tony Gilroy pustede tiltrængt nyt liv ind i ‘Star Wars’ franchisen med den medrivende ‘Andor’-serie, og efter tre års ventetid er sæson 2 lige om hjørnet.
I anden sæson spidser tingene til omkring Andor (Diego Luna) og hans rebelske følgere, hvor krigen nærmer sig med hastige skridt. I takt med Imperiets oprustning må rebellerne ty til mere ekstreme midler, men hvem kan man stole på, og hvad er man villig til at ofre for friheden?
‘Andor’ sæson 2 kommer med et markant dansk islæt, da Janus Metz har instrueret afsnittene syv, otte og ni.
Tilmed er der spekuleret meget i, om Mads Mikkelsens karakter Galen Erso, der som bekendt designede en vis brugbar fejl i Dødsstjernen, er med i sæson 2, eftersom serien slutter lige op til begivenhederne i ‘Rogue One: A Star Wars Story’.
Premiere 23. april på Disney+
10. ‘You’ sæson 5
Den kalkulerende Netflix-stalker og -seriemorder Joe Goldberg siger farvel i den femte og sidste sæson af ‘You’.
Her tager Joe retur til New York for at leve lykkeligt til sine dages ende med sin udkårne, indtil det perfekte liv bliver truet af skeletterne i skabet og hans velkendte mørke lyster.
Penn Badgley er selvfølgelig tilbage i hovedrollen, og Charlotte Ritchie som hans udkårne Kate Galvin.
Michael Foley og Justin W. Lo er showrunnere på sæson fem, mens de tidligere showrunnere Greg Berlanti og Sera Gamble i denne omgang kun producerer.
Premiere 24. april på Netflix