’In a Violent Nature’: Ultravoldelig slasher vender genrens konventioner på vrangen

’In a Violent Nature’: Ultravoldelig slasher vender genrens konventioner på vrangen
'In a violent Nature' (Foto: Pierce Derks/IFC Films/Shudder)

Hvad foretager den store kleppert af en maskeret, tavs seriemorder sig i grunden, før de pludselig står bag dørkarmen, parat til at stikke den næste brunstige teenager ned?

Det er sandsynligvis ikke et spørgsmål, nogen har stillet, mens de har nydt en slasherfilm.

Ikke desto mindre er det omdrejningspunktet for instruktør Chris Nash med hans festivalhypede slasher ’In a Violent Nature’, som nu er tilgængelig på streamingfladen. Her er fokus ikke på gruppen af veludrustede og storbarmede sommerlejrvejledere, der er blevet flået som pinata til en børnefødselsdag. I stedet følger kameraet morderen, der tålmodigt trip-trap-træskoer sig igennem skovbunden.

Den maskeklædte Johnny vækkes til live, da hans umarkerede grav beskæmmes, og herefter går han på rov efter krybskytter, stonere og yogaudøvere, mens han samler sit gamle skovryddegrej til arbejdet.

‘In a violent Nature’ (Foto: Pierce Derks/IFC Films/Shudder)

Her er altså tale om ’Fredag den 13.’ fortalt som Gus van Sants ørkenvandringsfilm ’Gerry’. Lyder det som et Venn-diagram, hvis cirkler befinder sig på hver sin side af universet, så lykkedes Nash faktisk overraskende godt med sin usædvanlige mission.

Det er faktisk nærmest en behageligt zen oplevelse at følge Johnny på sin drabelige ekspedition. Siden han er den eneste fysiske trussel til stede, kan man slappe underligt af i hans tyste selskab og bare nyde den frodige natur, mens minutterne flyver af sted, uden der sker så meget.

Nash holder sig dog tro mod genrens forskrifter, når det kommer til morderens bestialske gerninger.

Det går ikke stille for sig. En ung kvinde bliver rullet sammen som en pizzasnegl, da Johnny flår hendes hoved igennem et hul i maven. Og jeg er stadig ikke sikker på, hvordan det er lykkedes dem at fake et mord, hvor en mand får knust kraniet under en sten.

Udover at være glorværdigt aggressive agerer mordene samtidig fantastiske crescendoer, da de netop føles som den naturlige afslutning på den forudgående opbygning.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Til tider følger Nash dog genrekoderne lidt for nøje. Der er intet kød på persongalleriet af uigenkendelige ofre, ligesom Johnnys intentionelt overkomplicerede baggrundshistorie blot virker som, ja, unødigt kompliceret.

Det er snarere i filmens små finurlige detaljer, at kærligheden til genren for alvor skinner igennem. Som sin forgænger Jason Voorhees har Johnny for vane at kaste lig igennem vinduer, gemme sig bag træer og rejse sig brat op efter at være blevet skudt stendød på stedet.

Således er der mere til ’In a Violent Nature’ end en stiløvelse, der kunne være blevet udforsket i en kortfilm.

Og skulle filmen gå hen at blive en franchise, hilser jeg den velkommen frem for den efterhånden overhypede ’Terrifier’-serie.


Kort sagt:
Kameraet forlader aldrig den langsommelige, bestialske seriemorders side i usædvanlig slasherfilm, der giver genren et nyt perspektiv. Også selvom den til tider læner sig for tæt op ad dens kedeligere konventioner.

‘In a Violent Nature’. Spillefilm. Instruktion: Chris Nash. Medvirkende: Ry Barett, Andrea Pavlovic, Cameron Love. Spilletid: 94 minutter. Premiere: Kan ses på Blockbuster
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af