Kendrick Lamar og ‘South Park’-skaberes film rammer biograferne inden længe

Kendrick Lamar og ‘South Park’-skaberes film rammer biograferne inden længe
Kendrick Lamar i musikvideoen til 'Squabble Up'. (Foto: YouTube)

I 2022 blev det annonceret, at Kendrick Lamar og samarbejdspartneren Dave Free slog pjalterne sammen med ‘South Park’-skaberne Trey Parker og Matt Stone om en spillefilm, og siden har der ikke været meget nyt.

Nu lader det forholdsvis hemmelige projekt til gengæld til at være lige på trapperne ifølge blandt andre HNHH.

Filmen hedder ‘Whitney Springs’ og handler om en ung mand, der er i praktik på et museum, hvor de genopfører scenarier fra slaveriets tid i USA. I den forbindelse finder han ud af, at hans kærestes familie har haft hans forfædre som slaver.

Det tyder på, at Kendrick Lamar også medvirker foran kameraet. På den plakat der er blevet offentliggjort fra produktionsselskabet Paramount+, står hans navn side om side med to andre skuespillere: Celeste Octavia og Chloe East.

East kunne sidste år ses i ‘Heretic’ som en af de unge mormoner, der havner i kløerne på Hugh Grants ondt ævlende ateist. Octavia har primært medvirket i musikvideoer.

Stone og Parker har udenfor ‘South Park’-universet instrueret dukkemusicalen ‘Captain America’, men mest vakt opsigt på de skrå brædder med ‘The Book of Mormon’. Selvom det ikke vides, om det kommende projekt fortsætter i den genre, ville andet næsten være mærkeligt, samarbejdet med Lamar taget i betragtning.

Kendrick Lamar sætter sjældent en fod forkert kunstnerisk, men hvorvidt det samme gælder for hans filmkarriere vil tiden vise. Senest var rapperen aktuel med sit Super Bowl-show, der blev det mest sete nogensinde og det Grammy-vindende album ‘GNX’.

‘Whitney Springs’ står på nuværende tidspunkt til at få dansk biografpremiere 24. juli, hvor den dog fortsat står uden titel.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af