Oscar-akademiet undskylder for manglende støtte til overfaldet palæstinenser

Oscar-akademiet undskylder for manglende støtte til overfaldet palæstinenser
Oscar-statuetter. (Foto: Al Seib/A.M.P.A.S. via Getty Images)

Oscar-akademiet har netop udsendt en offentlig undskyldning. Det sker, efter deres tidligere udtalelse har mødt kritik, skriver Deadline.

I starten af ugen blev den palæstinensiske filmskaber Hamdan Ballal, co-instruktør på den Oscar-vindende dokumentarfilm ‘No Other Land’, overfaldet og tæsket af maskerede bosættere og efterfølgende arresteret af israelske soldater uden at have været i kontakt med sin advokat.

Det kunne den israelske instruktørkollega Yuval Abraham, som har instrueret dokumentarfilmen sammen med Ballal, Basel Adra og Rachel Szor, berette på X.

De voldelige og undertrykkende handlinger fik Oscar-akademiets administrerende direktør Bill Kramer og forperson Janet Yang til at komme med en officiel fordømmelse af »at skade eller undertrykke kunstnere for deres arbejde eller deres synspunkter«.

Akademiet nævnte dog hverken Hamdan Ballal eller ‘No Other Land’ ved navn, hvilket tydeligt utilfredse Yuval Abraham efterfølgende kritiserede på X.

Nu har Oscar-akademiets chefer taget konsekvensen af kritikken, som ifølge Abraham er kommet fra mere end 600 akademimedlemmer. I en ny udtalelse undskylder de for den manglende anerkendelse til Ballal og ‘No Other Land’.

»Onsdag udsendte vi et brev som svar på rapporter om vold mod Oscar-vinderen Hamdan Ballal, medinstruktør af ‘No Other Land’, forbundet med hans kunstneriske udtryk«, skriver Kramer og Yang »Vi beklager, at vi ikke direkte anerkendte hr. Ballal og filmen ved navn«.

De fortsætter: »Vi ønsker oprigtigt at undskylde over for hr. Ballal og alle kunstnere, der følte sig uden støtte på grund af vores tidligere udtalelse, og vi vil gøre det klart, at Akademiet fordømmer vold af denne art overalt i verden. Vi afskyr undertrykkelse af ytringsfriheden under alle omstændigheder«.

Hamdan Ballal blev dagen efter arrestationen løsladt og genforenet med sin familie, og hans skader, blandt andet som følge af tortur, blev undersøgt på et hospital.

‘No Other Land’ er skabt af et palæstinensisk-israelsk filmkollektiv, der har dokumenteret, hvordan Israels myndigheder og soldater ødelægger og begår dødelig vold mod landsbyen Masafer Yatta på Vestbredden. I centrum for filmen er venskabet mellem Yuval Abraham og den palæstinensiske aktivist og beboer Basel Adra.

Dokumentaren havde premiere sidste år på CPH:DOX og fik efterfølgende regulær dansk biografdistribution. Festivalen var modsat Oscar-akademiet hurtige til at fordømme angrebet og anderkende Hamdan Ballal ved navn.

‘No Other Land’ kan stadig ses i enkelte biografer samt på streamingtjenesten Para:Dox.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af