Forleden lagde Marvel en behind the scenes-video ud, der viste, hvordan man forberedte en spektakulær scene i den kommende superheltefilm ‘Thunderbolts*’, hvor Florence Pugh som karakteren Yelena Belova hopper ud fra verdens næsthøjeste bygning i Kuala Lumpur i Malaysia.
Don't miss Florence Pugh as Yelena in Marvel Studios’ #Thunderbolts* in theaters May 2. Get tickets now: https://t.co/bFq0RNeRhc pic.twitter.com/jwtGSDdGTF
— Marvel Studios (@MarvelStudios) April 11, 2025
Og heller ikke bag-bag-kulissen var det Tom Cruise-agtige stunt nemt at få i stand, fortæller skuespilleren nu i et videointerview med Fandango.
For da optagedagene nærmede sig, trak produktionen i land.
»De sagde, at de ikke tror, det kommer til at ske, fordi det er en sindssyg forsikringsballade, så selvfølgelig smider vi ikke FP ud fra verdens næsthøjeste bygning. Jeg var sådan, what the fuck? Selvfølgelig gør vi det!«, fortæller Pugh.
Hun begyndte derfor at sende mails til Marvel-chef Kevin Feige som »en sassy Karen«, som hun selv udtrykker det, og argumenterede for, at stuntet ville være fantastisk for pressetouren (hvilket hun allerede har fået ret i).
Det lykkedes i sidste ende, og Florence Pugh fortæller, at hun nærmest blev skræmt af, hvor meget hun kunne styre sin hjerne.
»Det er noget, din krop ikke skulle gøre på nogen måde. Men da vi gjorde det, og vi gjorde det nok ni gange, kan jeg huske, jeg tog hjem og tænkte: Okay, jeg tillod mig selv at gøre det der. Det var så dumt«.
Florence Pugh fortæller, at hun var foruroligende rolig under stuntet, men at hun så bagefter tog en tre timer lang lur i så dyb søvn, at hun nærmest vil beskrive det som koma.
‘Thunderbolts*’ har biografpremiere 30. april.