’You’ sæson 5: Netflix’ yndlingsstalker slutter på et antiklimaks
Hello, you.
Du har sikkert undret dig over, hvad seriestalkeren og -morderen Joe Goldberg (Penn Badgley) har foretaget sig, siden han underviste i litteratur på Darcy College i London, fandt sammen med den velhavende Kate Galvin (Charlotte Ritchie) og – ikke at forglemme – dræbte en hel flok mennesker, mens han hallucinerede og kæmpede med sin samvittighed i bedste ’Fight Club’-stil.
Den kamp er nu tilsyneladende ovre. Joe er vendt hjem til New York, hvor det hele begyndte, og i første afsnit af femte og sidste sæson citerer han Thomas Wolfe for sætningen »Man kan aldrig komme hjem igen«, mens han alligevel netop gør det – med konen Kate ved sin side og en friskpoleret identitet som manden, der har lagt fortiden bag sig.
Nu er han trophy husband, hun er CEO. Lockwood-familiens penge bliver kanaliseret i filantropiske projekter, og Joe holder Kates taske, smiler til pressen og passer sønnen Henry. Han har ikke dræbt i tre år. Alligevel er det tydeligt fra første afsnit, at den gamle mekanisme, hvor ubehagelige følelser og konflikter afføder et iskoldt »bør de bare dø?«, stadig ligger latent i ham.
I takt med at Kates søster Reagan (Anna Camp) begynder at udfordre familiens magtdynamik, og Bronte (Madeline Brewer) – en falleret forfattertype med et Ibsen-citat på læberne – dukker op i Joes gamle boghandel, begynder det hele at vakle. Igen.
Seriens sidste sæson prøver desperat at balancere mellem spændingsfyldt thriller og satirisk meta-kommentar. Den lader Joe skrive en roman om en vampyr, der stalker sin elskede. Den lader Bronte udtale sig om mørke romantiske tropeforviklinger. Den forsøger at kommentere på misogyni, klasseforskelle og internetkultur ved at lade karakterer sige ting som »delulu«.
Men alle de selvironiske gestusser falder fladt til jorden, fordi serien stadig nægter at gøre op med det mest problematiske ved sin præmis: At Joe Goldberg fortsat bliver iscenesat som en romantisk helt, vi skal følge, forstå – og til dels heppe på.
Det er svært at finde troværdighed i en fortælling, der både vil være ’Dexter’ og ’Sex and the City’, og i sidste ende formår den hverken at tage sin egen vold alvorligt eller læne sig helhjertet ind i den overdrevne guilty pleasure-kvalitet.
Man fornemmer, at manuskriptforfatterne godt ved, at formularen er slidt. Det her er femte omgang med den samme cyklus: Joe forelsker sig, bliver forstyrret af indre dæmoner og ydre trusler, og så eksploderer det hele i blod og voice over.
Alligevel tvinges vi endnu engang ind i hans hoved, hvor alle overgreb bliver filtreret gennem en poetisk, selvretfærdig stemmeføring, der gør det svært at tage det hele alvorligt. Det er som at spise junkfood med gaffel og serviet.
’You’ har da stadig øjeblikke, hvor den absurditet, der engang gjorde serien underholdende, slår igennem. Anna Camp spiller både Reagan og tvillingesøsteren Maddie med et overskud, der minder os om, at det hele engang var langt mere bevidst fjollet.
Og midtvejs leverer serien et plottwist, der giver lidt tiltrængt energi og plads til medrivende flashbacks. Men det er også her, det bliver tydeligt, hvor udmattet maskineriet er. Der er ingen reelle modstandere for Joe, han snakker sig som altid uden om sine forbrydelser, og hans verden tilpasses stadig hans behov.
Det kan måske tolkes som en kommentar til, hvordan virkelighedens overgrebsmænd slipper afsted med deres forbrydelser, men det ender som tomgang: endnu et drab, endnu en indre monolog, endnu et selvbedrag.
’You’ vil gerne fremstå klogere og mere selvbevidst, end den egentlig er.
Kort sagt:
’You’ sæson 5 afslutter serien med et antiklimaks, hvor de gamle mønstre med Joe som både helgen og morder er trukket ud i det absurde. Trods humor og twists føles afslutningen udmattende.