- Det skal du streame i maj – fra Tessas skuespildebut til dansk Netflix-krimi og Blake Lively på hævnjagt
- J.J. Abrams har ny serie på vej med ‘Lost’-stjerne som flugtchauffør – se traileren til ‘Duster’
- Weekendens tre streaming-tip: Ugens serier er spækket med forfærdeligt underholdende hemmeligheder
’Duster’: J.J. Abrams’ lækre seriecomeback giver velfortjent comeback til hengemt ’Lost’-stjerne

'Duster'. (Foto: Max)
J.J. Abrams er langt om længe tilbage i den rolle, der satte ham på kortet i slut-90’ernes Hollywood: Showrunner på en tv-serie.
Sammen med LaToya Morgan (hvis knivskarpe cv som manuskriptforfatter omfatter succeser som ’Shameless’, ’Parenthood’, ’TURN’ og ’The Walking Dead’) står han bag den spritnye Max-serie ’Duster’, der ifølge Abrams og Morgan selv skulle være skræddersyet til badboy’en, vi alle elskede at hade eller hadede at elske i den Abrams-producerede serieklassiker ’Lost’, nemlig Josh Holloway.
Denne gang har han lagt både røgmonstre og tidshoppende øer bag sig til fordel for det amerikanske Southwest i start-70’erne, med alt hvad det måtte indebære af trompetbukser, bredkravede skjorter og blå fløjlssko.
Holloway spiller Jim Ellis, en karismatisk »getaway-chauffør« (sådan står hans job defineret i seriebeskrivelsen, selvom jeg nok mere ville kalde ham en slags glorificeret piccolo eller stikirenddreng, men sådan er vi vel så forskellige), der får vendt op og ned på sit liv, da han møder Nina Hayes (en karakter inspireret af nogle af de første sorte kvindelige FBI-agenter), der fortæller ham, at han arbejder for selvsamme mand, der dræbte hans bror.
Herefter bryder helvede bryder løs, da diverse magter – højere og lavere, korrupte og retskafne – mødes i en intrikat kamp om at overleve og komme til tops i en livsfarlig (under)verden.
Abrams og Morgan har med ’Duster’ skabt en drønlækker 70’er-æstetik, der en fryd for øjne og ører. Playlisten inkluderer hits, der genner os ind i den rigtige stemning, og garderoben og ikke mindst udvalget af automobiler garanterer, at man ville kunne glide sømløst fra et ’Starsky & Hutch’-maraton til den her højoktane krimiserie.
Der er også lagt en masse krudt i at skabe et mikrokosmos med et bredt galleri af karakterer og relationer og b- og c-plots, der vækker minder om 00’er-perlen ’My Name is Earl’. Man kan snildt leve sig ind i Jim Ellis’ kaotiske, støvede verden, og man aner næsten, at serieskabernes første punkter på to do-listen var at skrive miljø og karakterer – dernæst plot.
Den episodiske handling stikker til tider i uventede retninger, inden den kommer tilbage på sporet igen, og måske er GTA 6-hypen steget mig til hovedet, men jeg kunne ikke lade være med at sammenligne et par af afsnittene med en god Grand Theft Auto-sidequest. Rent plotmæssigt har de ikke nogen væsentlig indvirkning, men serien nærer en stor kærlighed til sine karakterer, og det mærker man tydeligt i de her afstikkere.
Rachel Hilson (’This is Us’) gør det godt som no-bullshit-agenten Hayes, om end hun spiller meget på de samme tangenter, hver gang hun skal være panisk eller skrækslagen.
Og jeg kan lykkeligvis berette, at Josh Holloway altså godt kan bære en seriehovedrolle. Jeg synes, han er mindst ti år for gammel til rollen, men han ligner jo simpelthen ikke en mand på 55, så lad gå.
Holloway spiller Ellis, fuldkommen som var serien en Sawyer-spinoff post-’Lost’. Samme smørrede smil, samme tilbagelænede stoicisme med et hengemt hjerte af guld, samme gråbetonede moral og samme drævende sydstatsaccent.
Desværre mangler ’Duster’ også et vist niveau af noget så simpelt som spænding. Jeg havde lyst til at se videre, men jeg havde ikke brug for at se videre.
Det er dog fint underholdende, til tider ret morsomt, og selvom serien på ingen måder genopfinder den dybe tallerken, ville jeg heller ikke blive ked af det, hvis der kom en sæson to.
Kort sagt:
J.J. Abrams’ og LaToya Morgans ’Duster’ er Sawyer fra ’Lost’s spirituelle efterfølger. Serien er underholdende nok, spændende nok, sjov nok – men i forhold til hvor længe den har været under udvikling (pilot-afsnittet blev filmet i 2021), er den ikke ligefrem så epokegørende, som man måske kunne have håbet på.
’Duster’. Serie. Skabere: J.J.Abrams og LaToya Morgan. Medvirkende: Josh Holloway, Rachel Hilson, Keith David, Camille Guaty, Corbie Bernsen, Donal Logue, Asivak Koostachin. Spilletid: 8 afsnit á ca. 45 minutter. Premiere: 15. maj på Max