Ralph Fiennes er klar til at indtage sin første store skurkerolle, siden han spillede Lord Voldemort i ‘Harry Potter’-filmene.
Ifølge Deadline skal den britiske stjerne således spille Coriolanus Snow i den kommende storfilm ‘The Hunger Games: Sunrise on the Reaping’.
Skurkerollen blev indtaget af nu afdøde Donald Sutherland i de oprindelige ‘Hunger Games’-film, hvorefter Tom Bluth spillede karakteren som ung i ‘The Hunger Games: The Ballad of Songbirds & Snakes’.
Ligesom sidstnævnte er den nye film en prequel, der foregår før fortællingen om Katniss Everdeen – helt præcis 24 år forinden. Her følger vi Haymitch Abernathys deltagelse i den 50. udgave af det blodige spil, som han i sidste ende vinder. Abernathy er nemlig Katniss’ mentor i ‘The Hunger Games’, spillet af Woody Harrelson.
Den yngre udgave af hovedpersonen spilles af det nye navn Joseph Zada. Han og Fiennes får selskab af talenterne McKenna Grace og Whitney Peak samt Jesse Plemons, der overtager rollen som Plutarch Heavensbee fra afdøde Philip Seymour Hoffman.
Løjerne instrueres nok en gang af Francis Lawrence, der allerede har fire ‘Hunger Games’-film på cv’et. Bag manuskriptet, der er baseret på Suzanne Collins’ romanforlæg, står en anden gammel kending, nemlig Billy Ray, som skrev manus til franchisens første film fra 2012.
‘Sunrise on the Reaping’ får biografpremiere i november 2026.