Arbejdet på en spinoff-serie til den populære amerikanske udgave af ‘The Office’ har efter flere års rygter omsider båret frugt. Nu har ‘The Paper’, som serien hedder, fået et premieretidspunkt, skriver Deadline.
Serien lander således på amerikanske Peacock til september, og det må forventes, at den får premiere på danske SkyShowtime omkring samme tidspunkt.
I samme ombæring er første billede fra det nye kontor blevet offentliggjort. Her ser vi blandt andre Domhnall Gleeson, ‘The White Lotus’-skuespiller Sabrina Impacciatore og den gamle ‘The Office’-kending Oscar Nuñez, der gentager rollen som Oscar Martinez.

‘The Paper’ foregår nemlig i samme univers som ‘The Office’. Denne gang følger tv-holdet fra den oprindelige serie i bedste mockumentary-stil en gammel lokalavis ved navn The Truth Teller, som en passioneret udgiver (Gleeson) forsøger at genoplive med frivillige skribenter.
Den nye serie er skabt af Greg Daniels, der også stod bag den amerikanske udgave af Ricky Gervais’ originale komedieserie, samt Michael Koman, som har afsnit af ‘Nathan for You’, ‘Saturday Night Live’ og ‘How to with John Wilson’ på cv’et.