‘The Office’-stjerner overbeviste Domhnall Gleeson om at medvirke i spinoff-serien ‘The Paper’

‘The Office’-stjerner overbeviste Domhnall Gleeson om at medvirke i spinoff-serien ‘The Paper’
Domhnall Gleeson til Golden Globes 2023. (Foto: Kevin Mazur/Getty Images)

Senere i år lander efter årevis med spekulation og rygter omsider en spinoff til den populære amerikanske ‘The Office’-serie, der sluttede i 2013 efter ni sæsoner.

Den nye serie hedder ‘The Paper’ og følger en gammel lokalavis ved navn The Truth Teller, som en passioneret udgiver forsøger at genoplive med frivillige skribenter.

I front som udgiveren er Domhnall Gleeson, der hev fat i to gamle ‘The Office’-stjerner, før han takkede ja til hovedrollen. I et interview med People fortæller Gleeson således, at han talte med både John Krasinski og Steve Carell om deres oplevelser med den oprindelige sitcom. Og de havde kun positive ting at sige.

Han fortæller, at Krasinski »var vidunderlig. Jeg mener, hans største råd til mig var, at jeg skulle gøre det«.

Første billede fra ‘The Paper’. (Foto: PR)

»Det samme med Steve Carell, endnu en vidunderlig skuespiller, som jeg har arbejdet med før«, tilføjer den irske skuespiller, inden han nævner Greg Daniels, den oprindelige showrunner bag amerikanske ‘The Office’ og skaber af den nye serie.

»Deres råd var, at hvis det er med Greg Daniels, så skal du gøre det, fordi det er en fornøjelse at arbejde med ham, hvilket mange ikke får mulighed for«, siger Gleeson. »Og jeg er så glad for, at jeg gjorde det, for jeg synes, vi har skabt noget virkelig herligt. Så jeg er begejstret for det«.

På ‘The Paper’s rolleliste får Gleeson blandt andet selskab af ‘The Office’-kendingen Oscar Nuñez, der gentager rollen som Oscar Martinez, og ‘The White Lotus’-skuespiller Sabrina Impacciatore.

Serien lander på amerikanske Peacock til september, og det må forventes, at den får premiere på danske SkyShowtime omkring samme tidspunkt.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af