’Olympo’: Mislykket Netflix-serie er Herlufsholm på doping

’Olympo’: Mislykket Netflix-serie er Herlufsholm på doping
'Olympo'. (Foto: Matias Uris/Netflix)

’Olympo’ er Herlufsholm på doping.

På elitesportskolen CAR i Pyrenæerne bor de spanske elitesportsudøvere, som dyrker alt fra højdespring og hækkeløb til kunstsvømning og rugby i et giftigt miljø, der dikteres af sportsgrenenes hierarkier og sengelinnedets tiltrækningskraft.

Og det kan da også kun gå galt, når 100 ambitiøse talenter konkurrerer om de samme tre sponsorpladser for det fiktive sportsbrand Olympo.

Oplægget giver håb om en ungdomsserie, der skildrer de opadstræbende sportsfolks ofringer, pres, motivation og indre såvel som ydre kampe indpakket i spændstige sportsuniformer og et lige dele albueflænsende og flirtende konkurrencemiljø.

Cristian Delallave og Amaia i ‘Olympo’. (Foto: Matias Uris/Netflix)

Serien smider alle sine handlingsbolde op i luften med det samme og introducerer stort set simultant de fire hovedpersoner i form af kunstsvømmerduoen Nuria (María Romanillos) og Amaia (Clara Galle), atleten Zoe (Nira Oshaia) og rugbyspilleren Roque Pérez (Agustin Della Corte).

Desværre griber serien kun rigtigt Roques bold.  

Zoe har et kæmpe talent – åbenbart, for det vises ikke rigtigt – men er arketypen på den rebelske unge, der ryger smøger i smug. I hendes figur kunne der have været en spændende historie om diskrepansen mellem talent og vilje, som en slags ’Good Will Hunting’ i atletikverdenen, men hun strander i en klichéfyldt oprørsskabelon.

Amaia er arrogant og egoistisk. Hun dropper kæresten, da han ender i modvind, og hun giver Zoe en kølig velkomst på CAR. Amaia får en større rolle i seriens anden halvdel, men her har man for længst tabt sympatien for hende. Hun ender i et uinteressant dopingmysterie, som desværre kun skraber overfladen af motivationen bag brugen af doping blandt sportsfolk. Det kunne ellers have være interessant at udforske, særligt set i lyset af tidens præstationskultur.

Nurias rolle viser sig at være minimal, så Roque er seriens klart mest interessante karakter. Han er kaptajn for rugbyholdet, men da det bliver offentligt kendt, at han er homoseksuel, bliver han pludselig bænket af træneren.

Roque Pérez ‘Olympo’. (Foto: Matias Uris/Netflix)

Hans kamp for at tale åbenlyst om homofobien i sporten – også da han kommer i mediernes søgelys – er en fin, nuanceret og utroligt aktuel historie, da mandlige homoseksuelle elitesportsudøvere fortsat har svære betingelser i særligt holdsport.

Men hvis karaktererne strander i floskler og overflade, hvad fokuserer serien så i stedet på?

Luca Guadagninos ’Challengers’ viste, hvor liderlig og sexet tennis kan være med sine underspillede og implicitte (ikke)-sexscener. ’Olympo’ er på mange måder antitesen.

Iblandt proteinerne, endorfinerne og de svedige kroppe forstår man da godt atleternes trang til knald, især når de bruger undskyldningen »det er jo træning« om gymnastikken på lagenerne. Men man skulle tro, at Tommy Wiseau havde instrueret de mange sexscener, som er fyldt med påtaget, hed popmusik og slowmotion, når vi boller os igennem saunaer, jacuzzier og omklædningsrum.

‘Olympo’. (Foto: Matias Uris/Netflix)

Selv med de lækre, veltrænede mande- og kvindekroppe forsvinder spændingen hurtigt som en præmatur ejakulation.

Dog er det opløftende at se hetero- og homosex blive krydsklippet og sidestillet med hinanden, og særligt de Michelangelo’sk udhuggede mænd er visuelt imponerende, når de tager en tørn. Men man bliver immun i overfloden af nøgenhed.

Selve sportsscenerne fremstår udynamiske, også på trods af et tempofyldt techno-score a la førnævnte ’Challengers’. ’Olympo’ har ikke noget nær samme teknisk ekvilibristiske niveau.

Netflix-serien stirrer sig blind på letkøbt teenagedrama – og svigter således de mange fine tematikker, der ellers trænger sig på.


Kort sagt:
Den spanske Netflix-serie ’Olympo’ er ikke i stand til at kigge sine fire atleters skæbner ordentligt i øjnene, med undtagelse af den aktuelle skildring af en rugbykaptajns kamp mod sportsverdenens homofobi.

Anmeldt på baggrund af hele serien.

Olympo’. Serie. Serieskabere: Ibai Abad, Laia Foguet, Jan Matheu. Medvirkende: Clara Galle, Nira Osahia, Agustin Della Corte, Nuno Gallego, María Romanillos. Spilletid: 8 afsnit á ca. 40 min. Premiere: Kan ses på Netflix.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af