Ridley Scotts drabelige rumvæsner indtager Jorden i første trailer til ‘Fargo’-skabers ‘Alien: Earth’

Ridley Scotts drabelige rumvæsner indtager Jorden i første trailer til ‘Fargo’-skabers ‘Alien: Earth’
'Alien: Earth'. (Foto: Patrick Brown/ FX)

Ridley Scotts populære ‘Alien’-franchise får denne sommer sin første liveaction-seriefortolkning, som, efter flere teasere, nu har fået en regulær trailer, skriver Indiewire.

‘Alien: Earth’ har ‘Fargo’-skaber Noah Hawley ved roret som showrunner samt konstituerende instruktør på to af seriens otte afsnit.

Som titlen afslører, har vi at gøre med xenomorph-monstrenes første besøg på Jorden, da et rumskib fyldt med drabelige væsner indsamlet fra de mørkeste hjørner af universet nødlander på menneskenes (oprindelige) planet i år 2120.

I dette fremtidsscenarie er Jorden styret af fem kommercielle firmaer, herunder britisk-japanske Weyland-Yutani, som besætningen i den første ‘Alien’-film arbejdede for.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Traileren afslører, at en af de jordiske hovedpersoner, Wendy (Sydney Chandler) er første succesfulde forsøg – i en verden med cyborgs og robotter – med en humanoid robot tilført et menneskes bevidsthed.

På rollelisten finder man også Alex Lawther (‘The End of the F**cking World’), Timothy Olyphant (‘Justified’) og ikke mindst de to danske skuespillere Diêm Camille (‘Bad Bitch’) og Sandra Yi Sencindiver (‘Foundation’).

‘Alien: Earth’ får premiere 13. august på Disney+.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af