Christopher Nolans ‘The Odyssey’ kritiseres for optagelser i »besat, millitærstyret by«

Christopher Nolans ‘The Odyssey’ kritiseres for optagelser i »besat, millitærstyret by«
Matt Damon i 'The Odyssey'. (Foto: PR)

Allerede et år inden premieren, og før filmen overhovedet er færdig med at optage, trækker ‘The Odyssey’ overskrifter.

Nolans filmiske genfortælling af Homers værk er blevet kaldt »storfilmen over alle storfilm«, mens skuespiller Tom Holland har beskrevet den som »ulig noget, vi nogensinde har set«. Samtidig er der allerede premierevisninger der er udsolgt, og billethajer der forsøger at malke fans med videresalg af almindelige biografbilletter til tårnhøje priser ifølge BBC.

For første gang i processen er der dog også nogle, som har noget negativt at sige om ‘The Odyssey’, der med et stjernespækket cast bestående af blandt andet Matt Damon, Zendaya, Tom Holland, Lupita Nyong’o, Robert Pattinson og Anne Hathaway, fortæller historien om Odysseus hjemrejse fra Ithika til Troja efter den trojanske krig.

Western Sahara International Film Festival (FiSahara), der foregår i flygtningelejre for områdets nomadefolk Sahrawi, har nemlig rettet kritik af Nolan og produktionen for en særlig af filmens stribe af internationale locations. Det skriver Deadline.

Nogle af optagelserne har nemlig fundet sted i det vestlige Sahara i nærheden af kystbyen Dakhla, der siden 1963 har været erklæret et ikke-selvstyrende område af F.N., men som nogle mener bør opfattes som en del af Marokko. Det blev annekteret af Marokko i 1976.

»Dahkla er ikke bare en smuk lokation med filmiske sandklitter. Primært er det en besat, millitærstyret by, hvis oprindelige sahrawi-befolkning bliver udsat af brutal undertrykkelse af de besættende marokkanske styrker«, lyder udtalelsen fra filmorganisationen FiSahara blandt andet.

De opfordrer Nolan til at standse optagelserne i Dahkla, der også før er blevet brugt til optagelser på store produktioner som Amazon-serien ‘The Wheel of Time’.

»Ved at filme dele af ‘The Odyssey’ i et besat territorie beskrevet som et ‘sort hul for nyheder’ af Journalister uden grænser, bidrager Nolan og hans hold, måske uvidende og uden at ønske det, til undertrykkelsen af det marokkanske Sahrawi-folk«, skriver festivalen videre.

De er overbeviste om, at »Nolan og hans hold ville være forfærdede«, hvis de kendte til områdets »fulde implikationer«.

Opråbet er blandt andet blevet delt af skuespiller Javier Bardem, der selv skriver på Instagram, at Dakhla »af de marokkanske besættere er blevet konverteret til en turistdestination og nu et filmset – altid med målet om at udslette byens Sahrawi-identitet«. Bardem stod i 2013 bag dokumentaren ‘Sons of the Clouds’ om det indfødte folk.

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Hverken Christopher Nolan eller filmselskabet Universal har kommenteret sagen.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af