Skuespiller Michael Madsen er gået bort, blot 67 år.
Han blev fundet torsdag i sit hjem i Malibu og blev konstateret død med hjertestop, skriver Indiewire.
Madsen er især kendt for sit samarbejde med Quentin Tarantino. I 1992 fik han sit store gennembrud som den sadistiske Mr. Blonde i Tarantinos debut ‘Reservoir Dogs’, og alene scenen, hvor han skærer et øre af sit offer til tonerne af ‘Stuck in the Middle with You’, har sikret ham en plads i filmhistoriebøgerne.
Siden medvirkede han i flere Tarantino-film, ‘Kill Bill’, ‘The Hateful Eight’ og senest ‘Once Upon a Time in Hollywood’, hvor han spillede sherif i filmens fiktive westernserie ‘Bounty Law’.
Han medvirkede også i film som ‘Donnie Brasco’, ‘Free Willy’, ‘Sin City’ og James Bond-filmen ‘Die Another Day’, og han var især kendt for sin cool og rå udstråling.
De seneste år lå rollerne dog, bortset fra hos Tarantino, i det, man nok bedst kan betegne som b-film.
Michael Madsen efterlader sig en hustru og fem børn, foruden sin søster, den ligedes kendte skuespiller Virginia Madsen.