’Hypnosen’: Er man selv en pleaser, går veldrejet iværksættersatire rent ind

’Hypnosen’: Er man selv en pleaser, går veldrejet iværksættersatire rent ind
Herbert Nordrum og Asta Kamma August i 'Hypnosen'. (Foto: Jonathan Bjerstedt/Filmbazar)

Jeg kender hypnose fra Anders And-blade som noget, der kan få normalt regelrette mennesker til at røve en bank eller tro, at de pludselig er en sagnkonge. 

I Ernst De Geers veloplagte ’Hypnosen’ opsøger Vera (Asta Kamma August) en moderne hypnotisør for at kvitte cigaretterne. Men den tatoverede terapeut ser noget mere dybereliggende, som kræver lidt arbejde. 

Efter hypnosen er Vera forandret på et dybereliggende plan.  

Hun og hendes mand André (Herbert Nordrum) arbejder på at udvikle en app, der skal hjælpe kvinder med kvindesygdomme. Man forstår ikke rigtigt, hvad appen kan, blot at intentionen er sympatisk. Ikke desto mindre er parret blevet udvalgt til en konkurrence kaldet Shake Up, hvor de som i Løvens Hule skal præsentere deres pitches for et publikum af investorer efter nogle dages finslibning ved coachen Julian (David Fukamachi Regnfors).

Herbert Nordrum og Asta Kamma August i ‘Hypnosen’. (Foto: Jonathan Bjerstedt/Filmbazar)

Egentlig havde parret deres grundfortælling om appen og den øvrige præsentation (nogenlunde) klar. 

Men hypnoseterapien har fået de tektoniske plader under Veras personlighed til at rykke på sig. 

Hun er blevet impulsiv, fri og hensynsløs. Træder med træsko rundt i konventioner, vi andre adlyder uden at vi er opmærksomme på det længere. Belastende, måske. Men Vera er efter alt at dømme også blevet mere sig selv. Vi når ikke at kende hende ret godt i før-udgaven, men det er tydeligt, at hendes adfærd ofte er uortodoks i efter-udgaven. 

Vera går i løbet af filmen fra quirky cringe til noget, der rimer på en psykiatrisk diagnose. Vera og André er glade for hunde. Det er vi mange, der er, men det kan alligevel blive for meget for de fleste, når voksne mennesker insisterer på, at der er en usynlig chihuahua til stede i rummet (!). 

Asta Kamma August i ‘Hypnosen’. (Foto: Jonathan Bjerstedt/Filmbazar)

Kommer den forandrede opførsel af hypnosen, som i Anders And-bladene? Eller var hypnosen bare et puf, der har givet hende et påskud for at handle, som hun virkelig er? Det er et af filmens gode spørgsmål, som man kan fundere over. Ikke mindst hvis man selv er en pleaser, er der god lejlighed til at overveje, hvor meget man maskerer sit egentlige jeg. 

Denne afvikling af overjeget er naturligvis dårligt nyt for et forretningseventyr, der omhandler en app, som skal gå globalt. Den slags sker ikke, hvis man ikke spiller spillet korrekt. ’Hypnosen’ skildrer realistisk og troværdigt den konkurrenceprægede konference med unge iværksættere. Underviseren Julian er mildt irriterende og med en aura af selvfedme, men han er heldigvis heller ikke en larmende karikatur, som ville få portrættet til at overstyre.  

Også fordi portrættet af miljøet virker præcist, bliver det ret pinagtigt at kigge med, når Veras opførsel bliver mere og mere uforudsigelig. ’Hypnosen’ er en slags corporate cringe, der vellykket sigter efter at begå sig i selskab med Ruben Östlund og det tyske mesterværk ’Toni Erdmann’. Flere scener er så pinagtige, at jeg havde blusen oppe over mit ansigt flere gange under visningen. 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Men jeg ønskede mig også, at filmen drejede kniven rundt endnu flere gange. Oftest klippes der på tidspunkter, hvor jeg tænkte, at ‘nu bliver det sjovt’. I filmens sidste del bliver løjerne mere surrealistiske og over the top, med dobbeltgængere som i en Buñuel-film og et uforglemmeligt middagsselskab blandt det bedre borgerskab hjemme hos Veras mor.

Nogle vil måske stå af her og tænke ’for langt ude’. Men ’Hypnosen’ har en vovet, vuffet, sjov og ret overraskende slutning, der giver oprejsning til begge de hårdt prøvede hovedpersoner – også selvom den næppe vil redde deres app fra druknedøden. 

Filmen har et indlysende potentiale til rejects fra Løvens Hule og andre, der har måttet aflægge iværksætterdrømmen. Men også for alle os andre er det en veldrejet, snurrig iværksætterkomedie, oppebåret af lige dele from humanisme, satirisk præcision og et horn i siden på mere vellykkede business-typer, der forstår at mingle og sælge budskabet.  


Kort sagt:
’Hypnosen’ er en seværdig og barok komedie med et præcist portræt af iværksætterkulturen. Men cringe-situationerne kunne godt have fortsat i længere tid og boret kniven endnu mere rundt.  

'Hypnosen'. Spillefilm. Instruktion: Ernst De Geer. Medvirkende: Asta Kamma August, Herbert Nordrum m.fl. Spilletid: 98 minutter. Premiere: I biografen 21. august.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af