’A Big Bold Beautiful Journey’: Margot Robbie og Colin Farrell kæmper med kemien i romantisk tidsrejsefilm
Jeg vil vove den påstand, at de fleste filmkritikere og cineaster går rundt med en lille, abstrakt drøm om selv at instruere en film en dag. Det er næsten uundgåeligt, når man fylder sit liv med filmkunst.
I den forbindelse står Kogonada som et lysende forbillede. Den koreansk-amerikanske filmskaber med det borgerlige navn Ernie Joong-Eun Park brød igennem i 2010’erne med en række veldrejede videoessays, der analyserede filmhistoriske værker af blandt andre Stanley Kubrick, Yasujiro Ozu, Terrence Malick, Wes Anderson, Alfred Hitchcock, Robert Bresson og Quentin Tarantino.
Gennem sine filmiske essays tog han tilløb til selv at instruere sin første spillefilm. I 2017 udmøntede det sig i indieperlen ’Columbus’, et tålmodigt, fintfølende og menneskeligt samtaledrama sat i den titulære universitetsbys visuelt betagende arkitektur.
Kogonada ramte igen plet med næste skridt op ad filmbranchestigen: Den (om)sorgfulde sci-fi-fortælling ’After Yang’ om en families tab af en kortsluttet robot, der viser sig at have arkiveret både kendte og ukendte minder.
Holdt op mod disse to følsomme dramaer er instruktørens tredje og hidtil dyreste spillefilm, ’A Big Bold Beautiful Journey’, desværre en skuffelse.
Ligesom i ’After Yang’ spiller Colin Farrell en hovedrolle, denne gang over for ingen ringere end Margot Robbie i sin første film siden ’Barbie’. De to Hollywood-stjerner gestalter singlerne David og Sarah, som møder hinanden til et bryllup og begynder at småflirte, uden det fører til noget.
Dagen efter ender de imidlertid på en metafysisk rejse, foranlediget af gps’en i hver deres lejede bil. Her trækker Kogonada lidt på Michel Gondry og Charlie Kaufmanns surrealistiske nyklassiker ’Eternal Sunshine of the Spotless Mind’, selvom tonen er mindre sprælsk.
Biludlejningsfirmaet, varetaget af Kevin Kline og Phoebe Waller-Bridge (med en spøjs tysk accent), er faktisk et slags matchmaking-tilbud, der tager de uvidende klienter ned ad mindernes boulevard med en fremmed person.
Ikke helt ulig Pixars ’Monsters, Inc.’ præsenteres hovedpersonerne for magiske døre, der transporterer dem gennem rum – og tid. For dørene lukker op for minder fra både barndom og voksenliv, der har formet dem. Minder, som de konsekvensløst kan genleve eller bryde med.
Man kan ikke anklage Kogonada for at have solgt ud med karrierens største filmproduktion. For ’A Big Bold Beautiful Journey’ er langt fra mainstream-leflende. Det er snarere et ambitiøst eksperiment, som falder delvist til jorden.
Tidsrejse-rekonstruktions-konceptet har potentiale, og filmen kunne måske have været genial, hvis den faktisk havde den tiltænkte emotionelle effekt på sit publikum. Desværre sidder man undervejs med en tom følelse, som ikke stemmer overens med hovedkarakterernes eksistentielle erkendelsesridt.
Problemet ligger i en gennemgående fornemmelse af at være vidne til noget konstrueret og kunstigt.
Hele tiden kommunikerer filmen et ikke-virkeligt udtryk gennem sin overdrevne farvepalet, der læner sig op ad produkterne hos den Burger King-restaurant, som karaktererne i begyndelsen af rejsen spiser på. Senere skræller Kogonada vitterligt setdesignet ned, så skuespillerne befinder sig i et tomt studie. En kraftig understregning af rejsens syntetiske væsen.
Det er bestemt muligt at fremprovokere stærke, menneskelige følelser i tydeligt konstruerede rammer, tag bare Lars von Triers ’Dogville’. Men den gribende humanisme fra Kogonadas to tidligere film fordufter næsten i ’A Big Bold Beautiful Journey’.
En del af årsagen findes måske i manuskriptet, som han for første gang ikke selv har skrevet (det har Seth Reiss, forfatteren bag ’The Menu’).
Dialogen føles ikke altid lige naturlig. »Det er sjovt, hvordan de smukkeste steder får én til at føle sig mest alene«, lyder eksempelvis en tung replik fra Colin Farrell under duoens første mindebesøg. At Margot Robbie lidt senere joker med, at hans monolog virkede »indstuderet«, fjerner ikke den uægte følelse, men forstærker den bare.
Det hjælper ikke, at Farrell og Robbie kæmper gevaldigt med kemien. Deres halvdrilske back and forth-dynamik fremstår sjældent naturlig, og det samme gælder den spirende romance, som selvfølgelig skal opstå undervejs. Derfor fungerer karaktererne faktisk bedst, når de et par gange træder alene ind i et givent minde i stedet for at følges ad.
Der gemmer sig ellers nogle vedkommende pointer i ’A Big Bold Beautiful Journey’, der i sine bedste øjeblikke minder publikum om, hvad det indebærer at dele livet med et andet menneske. Som de to evighedssingler erfarer meget bogstaveligt, kan man ikke undgå at bringe hele sin fortid, sine oplagrede følelser, usikkerheder og erfaringer med til bordet i et forhold. I hvert fald ikke, hvis det skal holde.
»Nogle gange skal man optræde for at finde sandheden«, lyder en anden pointe fra en metabevidst sidekarakter. Desværre føles sandheden lige lovligt iscenesat her.
Kort sagt:
Efter to pletskud rammer Kogonada desværre ved siden af med sin tredje spillefilm – en lovligt syntetisk tidsrejseromance med Margot Robbie og Colin Farrell, der kæmper med kemien.