Frederick Wiseman, en af de mest toneangivende skikkelser i dokumentarfeltet nogensinde, er død i en alder af 96 år, skriver Deadline.
Siden debutfilmen ‘Titticut Follies’ fra 1967 har den amerikanske instruktør har været yderst produktiv. Med cirka en film om året har han forfinet sin observerende dokumentarstil, der hverken indeholder interviews, voice-over-fortællere eller forklarende tekster.
I sine film skildrede Wiseman typisk samfundets bærende institutioner og de mange forskellige personer, som bruger dem. Det har han for eksempel gjort i ‘High School’ (1968), ‘Welfare’ (1975), ‘Central Park’ (1990), ‘At Berkeley’ (2013), ‘National Gallery’ (2014) og ‘City Hall’ (2020).
Wisemans observerende stil er også tålmodig, og han har aldrig været bange for at servere lang spilletider for sit publikum. Det beviste han også med sin sidste film, det fire timer lange Michelin-restaurantportræt ‘Menus-plaisirs – Les Troisgros’, som blev vist på CPH:DOX i 2024.
Tidligt i karrieren vandt han tre Emmy-statuetter – én for ‘Law and Order’ i 1969 og to for ‘Hospital’ året efter. Han har været en tilbagevendende skikkelse på de store europæiske filmfestivaler gennem årene og modtog en æres-Oscar i 2017 for sit store bidrag til dokumentarisk filmkunst.
