’Dead Man’s Wire’: Gus Van Sant blotlægger USA’s vanvittige sider i tragikomisk kidnapningsdrama
FILM. Vold er en vedblivende ingrediens i det amerikanske samfund. Det er også et emne, som indiefilmlegenden Gus Van Sant med jævne mellemrum vender tilbage til.
Klasseeksemplet er naturligvis den isnende Guldpalmevinder ’Elephant’, baseret på Columbine-skoleskyderiet i 1999. Et andet er Oscar-succesen ’Milk’, der kulminerer med skuddrabet på politiker og aktivist Harvey Milk i 1978.
Syv år efter sin seneste film (’Don’t Worry He Won’t Get Far on Foot’) er den efterhånden 73-årige instruktør tilbage med en ny filmatisering af en virkelig begivenhed, hvor en amerikansk borger drager sit skydevåben for at få sin vilje.
I 1977 troppede manden Tony Kiritsis op hos kreditvirksomheden Meridian Mortgage i Indianapolis og tog sin realkreditmægler Dick Hall som gidsel. Kiritsis fastgjorde mundingen af et haglgevær til Halls baghoved med en metaltråd, mens ledningen også var forbundet til aftrækkeren. Med denne anordning, som filmen er opkaldt efter, ville mæglerens hoved blive skudt af, hvis han selv eller andre forsøgte at bryde ind.
Hvad vil kidnapperen? I modsætning til ’Elephant’ får vi i løbet af filmen gerningsmandens motiv forklaret. Han kommer med et ønske om hævn og retfærdighed. Ifølge Kiritsis har Meridian Mortgage nemlig snydt ham for en stor forretningsmulighed og fastholdt ham i fattigdom, og nu skal deres ugerning afsløres for hele verden.
Gus Van Sant har selv udtalt, at han var fascineret af idéen om at lave en film, hvor hovedkarakteren er »skør« fra start til slut. Det er dog også denne mangel på karakterudvikling, som gør ’Dead Man’s Wire’ til en lidt ensidig oplevelse. Tony ændrer sig overhovedet ikke i løbet af filmen, men bliver ufortrødent i samme modus, hvor end ikke en smule tvivl sniger sig ind på ham.
Bill Skarsgård gør dog et dedikeret stykke arbejde som hovedpersonen, som han spiller med høj energi og humor. For ja, ’Dead Man’s Wire’ er faktisk en overraskende sjov film til trods for den alvorlige præmis.
Meget af morskaben kommer fra den svenske stjernes præstation som den akavede og latterlige protagonist. Tony Kiritsis ser sig selv som en helt, som den lille mands repræsentant mod de magtfulde pengemænd.
I stil med det nutidige eksempel Luigi Mangione er der også folk i befolkningen, som er enige med ham. Skarsgårds Kiritsis er dog ikke den slags antihelt, man tager sig selv i at heppe på. Selvtægtsmanden er simpelthen for virkelighedsfjern, og gidslet Dick Hall (Dacre Montgomery fra ’Stranger Things’) virker omvendt ikke som det værste menneske.
Hovedskurken må snarere være Dicks far, M.L. Hall, som legenden Al Pacino spiller sikkert med ondskabsfuld kapitalist-karisma. Patriarken følger med i gidseltagningen fra sin ferie i Florida, men virker ikke synderligt bekymret for sin søns liv. Da kidnapperen kræver en undskyldning til gengæld for Dicks frihed, bliver det et klart nej tak.
Sagens helt store vinder er mediemøllen. En ung reporter gestaltet af ’Industry’-stjernen Myha’la og et hav af andre journalister følger seancen tæt over flere dage, naturligvis til store seertal. Løbende genskaber ’Dead Man’s Wire’ tidens mudrede tv-billeder, mens ordet »primetime« ytres sejrrigt af journalisterne, hver gang de får en saftig optagelse i hus.
Gus Van Sant vil tydeligvis have os til at tænke over voldens plads og fascinationskraft i medierne, ligesom han gjorde det med scener fra et skydespil i ’Elephant’.
For Tony spejler sin egen lovløshed i gamle westerns med John Wayne. Han er også fokuseret på at inddrage medierne, herunder den populære radiovært Fred Temple (Colman Domingo), i den lange forhandlingsproces med myndighederne.
Ironisk nok spiller ’Dead Man’s Wire’ under rulleteksterne 70’er-klassikeren ’The Revolution Will Not Be Televised’. Gil Scott-Herons sang taler netop imod at søge samfundsforandring gennem medierne, der snarere distraherer og passiviserer. Det understreger bare Tony Kiritsis’ rolle som sølle antihelt.
Gentagne gange kalder en efterforsker (spillet af Cary Elwes) hele situationen for et »shitshow«. Man kan forestille sig, at Gus Van Sant har samme syn på den konkrete sag og på samfundet mere generelt.
I hvert fald blotlægger hans tragikomiske dramatisering USA’s værste og mest vanvittige sider.
Kort sagt:
Gus Van Sant undersøger mediernes (og publikums) fascination ved vold i et overraskende morsomt gidseltagningsdrama inspireret af virkeligheden.