‘Game of Thrones’-caster skal finde den nye James Bond

‘Game of Thrones’-caster skal finde den nye James Bond
Daniel Craig som James Bond. (Foto: PR)

De seneste par år har internettet svirret med rygter om, hvem der bliver den næste til at spille James Bond. Siden Daniel Craigs afskedssalut i 2021 med ‘No Time to Die’ har rygtebørsen peget på blandt andre Aaron Taylor-Johnson, Jacob Elordi, Harris Dickinson og Callum Turner til rollen som Agent 007.

Men nu skriver Variety, at man faktisk først påbegyndte auditionprocessen for Denis Villeneuves kommende James Bond-film for få uger siden.

Ifølge det toneangivende branchemedies oplysninger har den nye rettighedshaver Amazon MGM Studios hyret erfarne Nina Gold ind til at stå for castingen.

59-årige Nina Gold blev tidligere i år nomineret i den nystiftede Oscar-kategori for casting for sit arbejde på ‘Hamnet’. Hun har desuden stået for at udfylde rollerne til storserier som ‘Game of Thrones’ og ‘The Crown’ samt den seneste ‘Star Wars’-filmtrilogi.

»Jagten på den næste James Bond er i gang« udtaler Amazon MGM Studios uden at bekræfte Golds tilgang. »Selvom vi ikke planlægger at kommentere specifikke detaljer under castingprocessen, glæder vi os til at dele flere nyheder med 007-fans, så snart tidspunktet er det rette«.

Nu er spørgsmålet, hvornår vi får mere at vide. Det er ikke sikkert, at det bliver før premieren på Denis Villeneuve næste film, ‘Dune: Del 3’, som rammer biograferne 16. december.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af