’Mortal Kombat II’: Underholdende spilfilmatisering er langt bedre end sin sløje forgænger
FILM. For fem år siden lagde en af verdens største kampspilserier an til et filmisk comeback med en debutant ved roret.
Producer James Wan havde udpeget reklamefilminstruktør Simon McQuoid til at søsætte ’Mortal Kombat’ – et reboot af franchisen, som ikke har haft en liveaction-filmatisering siden Paul W.S. Andersons kultfilm ’Mortal Kombat’ fra 1995 og den mindre succesfulde opfølger ’Mortal Kombat: Annihilation’ to år senere.
McQuiods 2021-forsøg var dog ikke overbevisende. Hans film var ganske vist trofast mod spillenes karakteristiske vold og bød på masser af cameos. Men fortællingen var for rodet, og hovedpersonen Cole Young, en ny karakter opfundet til lejligheden, var fuldstændig anonym.
Dens største dødssynd var, at filmen slet ikke kom til den titulære turnering, hvor kæmpere fra forskellige intergalaktiske riger slås om magtovertagelse af hinandens verdner. Det var ren optakt og ikke megen forløsning.
Nu har instruktøren alligevel fået lov til at lave en efterfølger. Den centrale turnering er nu heldigvis i højsædet i ’Mortal Kombat II’, som heldigvis er langt bedre end det sløje fejlskud fra 2021, blandt andet fordi enderne i fortællingen denne gang mødes.
En andet positivt tiltag er, at Cole Young er blevet skrevet markant mindre til en næsten ubetydelig rolle. Filmen er i højere grad en ensemblefortælling, hvor en række helte og skurke – både velkendte og nye ansigter – slås om deres verdeners skæbne.
Som i det originale ’Mortal Kombat’-spil fra 1992 har riget Outrealm vundet ni turneringer i streg mod hovedpersonernes Earthrealm. Vinder de en 10. gang, overtager Outrealm og den onde konge Shao Kahn menneskenes verden, ligesom de allerede har gjort det med hedengangne Edenia.
Filmens egentlige hjerte finder man i Edenias prinsesse, Kitana (Adeline Rudolph), som mod sin vilje blev adopteret af Shao Kahn, da han slog hendes far ihjel. Hun slås på Outrealms side, men har i virkeligheden sympati med sine modstandere, hvorfor hun kører et farligt dobbeltspil.
En kærkommen tilføjelse er desuden Johnny Cage (Karl Urban). Den Jean-Claude Van Damme-inspirerede actionfilmstjerne er et fortidslevn fra 80’erne, og han har ikke længere samme popularitet eller selvværd som i sin guldalder. Han er dog stadig ekstremt rap i replikken.
Tonen er ligesom i forgængeren stadig ikke helt til at blive klog på. Replikkerne veksler mellem det overdrevent patosfyldte til det helt igennem platte. Sidstnævnte kommer særligt fra Johnny Cage og den genoplivede pestilens Kano, som vi lærte at kende i etteren.
Apropos genoplivning: Dødeligheden er egentlig ikke særligt fatal i ’Mortal Kombat II’. I tråd med spilforlægget vækkes karakterer nemlig fra de døde på kryds og tværs, så konsekvensen for et taget liv og en mistet kammerat er aldrig endegyldig. »Det her er kun begyndelsen«, siger en karakter sågar i sit dødsøjeblik. Det fjerner lidt af tyngden fra de ellers drabelige kampe.
Alligevel er man godt underholdt af de utallige dueller og de kreative kampscener, fordi filmen aldrig løber tør for nye omgivelser og nye vilde specialkræfter. Flere af de dynamiske slåskampe genskaber som forventet de spektakulære dødsseancer, som spillene blev berømte og berygtede for, hvor blod og parterede lemmer flyver til alle sider.
Følelsesmæssigt bliver man ikke ligefrem revet med af det grundlæggende temmelig fjollede turneringskoncept og de mange karakterer, hvis forhistorie og relationer kun er løst opridset. Til gengæld har ’Mortal Kombat II’ en tiltalende old school-charme, som den midaldrende actionman Johnny Cage helt oplagt legemliggør.
»Hvem vil have et reboot?«, spørger Cage undervejs som en morsom meta-kommentar til en fan af hans gamle film, inden han nikker til nutidens action-guldkalv, ’John Wick’. »Folk vil have noget gritty. De vil have Keanu Reeves, der myrder fem mænd med en blyant«.
Men ’Mortal Kombat II’ er et vellykket reboot. Det er en actionfilm af den gamle, kitschede skole, som både er loyal mod videospillene og mod den første filmatisering fra 1995, og som samtidig har fået en tidssvarende, bombastisk visuel opdatering.
Fans af franchisen bliver ikke skuffede, og andre actionelskere kan også finde fornøjelse i det overdrevne univers.
Kort sagt:
Fem år efter sit skuffende reboot af ’Mortal Kombat’ gør instruktør Simon McQuoid skaden god igen med en charmerende og actionfyldt opfølger, hvor langt flere ender mødes.