HBO sætter endelig premieredato på serieversionen af ‘The Last of Us’

HBO sætter endelig premieredato på serieversionen af ‘The Last of Us’
Pedro Pascal og Bella Ramsey i 'The Last of Us'. (Foto: HBO)

Vil du starte 2023 med dyster stemning, står HBO Max klar til at hjælpe dig med deres filmatisering af PlayStation-klassikeren ‘The Last of Us’.

Streamingtjenesten har annonceret, at serien lander allerede den 16. januar (dagen efter den amerikanske premiere), hvilket betyder, at vi kun skal vente lidt over to måneder endnu.

Serien følger de to hovedpersoner Ellie og Joel, som tvinges på en farefuld færd på tværs af USA, efter landet er blevet ramt af en mystisk virus, som har lagt storbyerne øde.

Kernen i fortællingen er dog forholdet mellem den ældre Joel og teenageren Ellie, som i selve spillet nøje væves sammen i en brutal og sørgelig historie, og som seriens første sæson, der baseres på ‘The Last of Us Part I’, formentlig kommer til at bruge en del krudt på.

Hovedrollen som Joel spilles af ‘The Mandalorian’-stjernen Pedro Pascal, imens Ellie spilles af Bella Ramsey (Lyanna Mormont i ‘Game of Thrones’).

Anna Torv, Nick Offerman og Gabriel Luna er ligeledes at finde på rollelisten, imens stærke kræfter som ‘Chernobyl’-skaber Craig Mazin og ‘The Last of Us’-spillets manusforfatter samt instruktør Neil Druckmann er tovholdere på filmatiseringen.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af