Årets Met Gala er løbet af stablen, og imens der sikkert er meget at sige om alverdens tøjvalg, er det Kim Kardashian, der har stjålet internettets opmærksomhed.
For da hun troppede op, var det klædt i sort fra top til tå – og det er skam helt bogstaveligt talt.
Alt var dækket til, hvilket selvfølgelig var lidt for meget at håndtere for den meme-elskende del af Twitter, der især var hurtige til at påpege ligheden med coveret på Kanye Wests seneste album ‘Donda’.
Det stoppede dog ikke der, for da de første jokes rullede, startede det en flodbølge af komiske indslag.
Har du endnu ikke fået kaffen galt i halsen og trukket på smilebåndet, så overvej lige, hvor meget Kardashian ligner ikoniske skurke som en Xenomorph eller sågar en Dementor.
Kardashian har endnu ikke selv kommenteret på sit valg af tøj, men måske ville det også bare ende med at være sort snak.