Hvis du ikke synes Snapchats 15 sekunders videoklip er nok til at formidle det, du har på hjerte, kan du kaste dig over nye mobile livestreaming-apps med ubegrænset sendetid.
Twitters Periscope og det uafhængige Meerkat kæmper lige nu om at sende brugergenererede livebegivenheder til andre brugere via deres streaming-apps. Den kamp ser Periscope lige nu ud til at vinde – særligt efter Twitter satte Meerkat uden for døren.
Hidtil har Periscope været eksklusivt for Twitterbrugere, men i den seneste opdatering åbner de op for at andre kan tage del i morskaben. Nu kan du tilmelde dig med et mobilnummer og begynde at sende live fra dit umanerligt spændende liv.
Konceptet for Periscope – og Meerkat – er, at du ser indholdet live eller inden for 24 timer ellers bliver det slettet.
Selvom brugerne ikke ligefrem flokkes om de nye medier, har livestreaming-apps affødt en pæn del kontroverser og panik blandt etablerede medier, især i forbindelse med sportsbegivenheder. For eksempel er den populære amerikanske golfblogger Stephanie Wei blevet udelukket fra samtlige PGA Tours resten af 2015-sæsonen, efter hun sendte klip fra golfspilleren Jordan Spieths øvelsesrunder.
De nye apps fik også kabeltv-giganterne HBO og Showtime til at ryste i bukserne under boksekampen Floyd Mayweather Junior vs. Manny Pacquiao. Her sendte flere brugere kampen filmet fra deres tv-skærme eller direkte fra ringside, hvilket har fået blandt andre CNN til at kalde Periscope for ‘det nye Napster’.
Følg med på Soundvenue.com/tech, hvor vi fremover sætter fokus på digital kultur og ny elektronik.