Disputten mellem Spotify og Taylor Swift lever i bedste velgående. Seneste skud fra boven kommer fra Taylor Swift, der i et Vanity Fair-interview skoser Spotify og roser Apple.
»Apple behandlede mig, som om jeg var en stemme for et kreativt miljø, de faktisk bekymrede sig om. Og jeg synes, det var meget ironisk, at multimilliard-firmaet reagerede på kritik med ydmyghed, og startup-virksomheden uden nogen indtægtsstrøm reagerede på kritik som en kommerciel maskine«, siger hun i interviewet.
Nogle vil dog nok mene, at sangerindens logik i citatet er mangelfuld. Hun – der selv må siges at være en million dollar business – langer ud efter firma, hun selv siger, ikke har nogen indtægtsstrøm. Så hun tager det store firma i forsvar fremfor for den lille spiller, samtidig med hun selv forsvarer de små musikeres forhold. Men Taylor Swift har før været på barrikaderne for de hårdtkæmpende musikere, mens hun selv har meget strenge krav til ligeledes hårdtkæmpende fotografer.
Og trods alt skal det jo siges, at Spotify betaler deres kunstnere. Omend Spotifys udbetalte beløb er meget små per gratisstream, så betaler Apple ikke mere end det i deres gratisperiode.
Da Taylor Swift trak al sin musik fra Spotify i november sidste år, reagerede Spotifys grundlægger Daniel Ek med et blogindlæg, der ihvertfald ikke kan beskyldes for at få Spotify til at lyde som en kommerciel maskine. Men det røber selvfølgelig heller ikke noget om den direkte kommunikation mellem de to parter.
Hvorom alting er, så er den alt andet end forsonende tone fra Taylor Swifts side et tegn på, at vi næppe får hendes musik tilbage til Spotify i den nærmeste fremtid.
Læs også: Apple Music bøjer sig for Taylor Swift og indielabels