Under Chanels netop overståede Arts et Metiers-modeshow, der foregik i det legendariske filmstudie Cinecitta i Rom, blev en ny Chanel-film afsløret.
Og filmen adskiller sig markant fra de spillefilm om Coco Chanel, der er kommet på markedet inden for de seneste par år. Denne er nemlig instrueret af Karl Lagerfeld selv og handler kun indirekte om Chanel.
Den 11 minutter lange kortfilm – der også har Charlie Chaplins datter, Geraldine, i en stor rolle – følger Kristen Stewart behind the scenes på en fiktiv film, hvori hun spiller Chanel. Lagerfeld dyrker metalagene og leger med udtrykket.
Lagerfeld har i flere år haft et godt øje til den tidligere ‘Twilight’-stjerne, der har været muse for den 81-årige designer, og det er derfor ikke den store overraskelse, at hun nu har fået lov til at portrættere modehusets grundlægger i en film skabt af husets kreative direktør selv.